Nyheder,  Omtaler

Zahrtmanns ‘Adam i Paradis’

Reklame – ‘Adam i paradis’ er i sommersolens skønne glød modtaget fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Jeg husker tydeligt som barn, at have stået foran Kristian Zahrtmanns fantastiske maleri ‘Det mystiske bryllup i Pistoja’. Jeg kunne få lang tid til at gå der foran maleriet. Både titel, ophængning ved et vindue, motiv og farvebrug fascinerede. Maleriet fascinerer mig stadig. Ligesom Zahrtmanns værker åbenbart fascinerer Rakel Haslund-Gjerrild, der er blevet inspireret af kunstneren og kunsten. Den dygtige Rakel Haslund-Gjerrild har således har skrevet en roman baseret på netop kunstneren Kristian Zahrtmanns liv.

“Hvem er du?” spørger han og måler mig, ser pletterne på min kjole. Plukker en stump papmaché, der havde gemt sig i min moustache, med en næsten kærlig bevægelse. “Jeg var en høne, men min maske gik itu,” siger jeg og vender mig om, men Hjalmar griber fat i mig. “Du skal med kongen i byen,” siger han med krone og kongelighed.

Zahrtmanns symposion

Romanens udgangspunktet er værket ‘Adam i paradis’, som Zahrtmann maler i 1913. Tidspunktet er særligt, det er nemlig kort efter den store sædelighedsaffære. Jeg var ikke bekendt med den del af vores historie, men der er tale om Danmarks første store skandalesag om homoseksualitet. Ofrene i sagerne mistede ofte jobs og nogle flygtede ud af landet som følge af sagerne. Læs evt. mere her. ‘Adam i Paradis’ er inspireret af Michael Hatts artikel ‘Zahrtmanns symposion: etik, historie og begær’. Denne kæder kunstneren sammen med Hjalmar Sørensen. Sørensen var impliceret i affæren, og sad model til værket ‘Adam i paradis’. Rakel Haslund-Gjerrild har arbejdet på en roman om Zahrtmann i næsten tre år, da hun hører om affæren. Denne nye vinkel former den endelige roman for os læsere. 

“Paradiset siger: Kom og sæt dig i mit skød. Jeg lader øjet røre det hele. Det dunker og dunker i mine øjenfingre; de er Paradisets sommerfugle, hvis tynde ben flimrer som øjenvipper, når de lander på hans hånd, på hans skulder.”

Sansemættet kunst

Det er en smuk og velskrevet fortælling, om et levet liv med kunsten som omdrejningspunkt. Sproget er sanseligt, levende og fyldt med eksotiske palmer, farver, Italiens blændende sol og dødelighed. Romanen er fuld af spændende personer, samtidige malere, forfattere, og modellerne. Portrættet af Zahrtmanns hushjælp fru Hessellund, fortjener næsten at få sin egen historie. Romanen portrætterer den ældre Zahrtmann, med forfængeligheden intakt og ubehaget ved alderens indtog på kroppen ligeså.

“Leverpletter og skønhedsmærker, fregner og ar og filipenser og tør, skabagtig hud, der som et hav i oprør slår flager af sig, der tages af vinden og drysses ud over mit gulv”.

Livets lys og mørke

Foråret har bragt os flere romaner med kunsten i centrum, både Hammershøj og Lundbye er blevet portrætteret. De er næsten samtidige alle tre, men vidt forskellige kunstnere. Hammershøj hylder stilheden og de gråblå farvers tonespil. Zahrtmann fylder hele paletten og skaber dermed en helt anden stemning og tone. Jeg ville ikke vælge det ene frem for det andet, det er som lys og mørke, de hører begge til i livet.

‘Adam i paradis’ får de bedste anbefalinger herfra, den sansemættede roman bør læses af alle. Og når jeg kommer hjem til Bornholm her i sommeren, skal Zahrtmanns værker helt sikkert genses på Bornholms Kunstmuseum

Læs flere omtaler her

One Comment

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *