Yoko Tawada ‘Udsendingen’
‘Udsendingen’ er med ‘tak’ på japansk modtaget fra Forlaget Grif
“Der ville nok ikke gå ret mange år, før de slet ikke kunne forlade huset og måtte nøjes med at bo i malede landskaber” Sådan tænker oldefar Yoshiro, da oldebarnet Mumei beder ham købe maling, så de kan tage på skovtur derhjemme. Yoshiro prøver at bevare roen, og se ubekymret ud, akkurat som i alle de andre lignende, urovækkende situationer i ‘Udsendingen’.
‘Udsendingen’ er clifi på japansk
Scenen er Japan i en nær fremtid, hvor al kontakt til omverdenen er lukket ned. Noget forfærdeligt er sket på planeten, nationerne har lukket grænserne. Genremæssigt befinder romanen sig i clifi, altså klimafiktion, the japanese way.
Vi er i et samfund, hvor man gør alt for at glemme og udslette ikke-japansk fra sproget. Et sprog som er i krise og nærmest afvikling. Hvor farven grøn søges luget ud af sproget, fordi den minder om den grønne natur, der er væk.
Spurve har jo heller ingen tænder
Yoshiro er over 100 år, sund, rask og i fuld vigør, tilsyneladende nærmest udødelig. Mumei oldebarnet er blot et barn, men hans krop er svagelig som en oldings, blød, bleg, og blæksprutteagtig. Mumei er et positivt og gammelklogt barn, som da hans krop ikke længere kan holde fast på tænderne, trøstende siger til Yoshiro “spurve har jo heller ingen tænder, og de klarer sig fint’. Samfundet bæres tilsyneladende af den ældre generation, der gør deres for at passe på børnene. Generationerne imellem de to er væk. Måske er de på en frugtplantage, måske er de hjernevaskede, måske findes de ikke mere.
” små bønnefostre spirer og åbner sig som hjerter, nodeformede haletudser forvandles til frøer, der har form som tempelgongonger, larver bliver til sommerfugle, og rynkede spædbørn udvikler sig til rynkede gamle mænd. I de sidste ti år er mange arter uddøde, men jorden er stadig varm og fuld af lys”. Messer Yoshiro mens har skærer frugtkød til Mumei.
Et samfund i opløsning
Yoko Tawada beskriver et samfund i opløsning, en verden hvor alt er i nedlukning, og det er svært ikke at sammenligne med vores verden i dag. Med en virus der truer med at styre vores liv, lukke vores grænser, og som ‘taler’ til det værste i os alle, nemlig lysten til at lukke os, om os selv. ‘Udsendingen’ har ikke et svar på udfordringerne, men ‘vækker’ læseren af sin søvn, og får hende til at tænke på det alt det absurde i verden.
Yoko Tawada
Yoko Tawada blev født i Tokyo, men har siden 1982 boet i Tyskland. I 2018 udgav Forlaget Grif ‘En isbjørns erindringer’, som er på min ‘to read’-liste. I foråret 2020 udgav Forlaget Korridor den lille novella ‘Brudgommen var en hund’, en vidunderlig lille, skæv perle om skolelæreren Mitsuko Kitamura, der en dag får besøg af en mand, der tror han er en hund. Sidstnævnte kan absolut også anbefales. ‘Udsendingen’ er oversat af fantastiske Mette Kojima, som igen og igen beriger det litterære Danmark med sin oversættelser af japansk fiktion. Det kan ikke have været en nem opgave.
Hold fast og følg blæksprutten ned i dybet
Det er en virkeligt anbefalelsesværdig og velskrevet roman, men den er kompleks. Historien flyder uden ophold i et langt flow, der er ingen kapitler, og af og til fortælles den fra forskellige personers synsvinkel. Som læser skal tungen holdes lige i munden. Men det er en roman der vil sin læser noget. Man skal lade sig suge ned i dybet med den, som en anden blæksprutte, mærke de mange fangarme og sugekopper. Den er virkeligt et dyk værd.
Vil du vide mere om Yoko Tawada, så fandt jeg det her fede interview på @litteraryhub, hvor hun bl.a. taler om sprog. Læs flere omtaler her
