Nyheder,  Omtaler

Wung Sung og Hammershøjs Ida

‘Kvinde set fra ryggen’ er modtaget fra Politikens Forlag

Jeg ser det for mig; Jesper Wung Sung på Randers Kunstmuseum. Han er gået i stå. Han står foran Vilhelm Hammershøjs fremragende maleri ’Kvinde set fra ryggen’. Det er som om tiden står stille. For hvem er den kvinde, hvis nakke portrætteres igen og igen i Hammershøjs billeder? Om fortællingen er opstået på den måde ved jeg ikke, men jeg kan genkende mysteriet. Den undren der opstår, hvad er det for et liv, der er levet her? Det er den fortælling Jesper Wung Sung ruller ud i romanen ’Kvinde set fra ryggen’ fra Politikens Forlag.

Hvem var Ida?

’Kvinde set fra ryggen’ er et portræt af den unge Ida Ilsted fra Stubbekøbing, der gifter sig med maleren Vilhelm Hammershøi. Romanen fortælles gennem Idas Ilsteds øjne. Ida der drømmer om at komme væk fra sin syge mor og Stubbekøbing. I mødet med Vilhelm Hammershøj åbner en ny verden sig for Ida. Hammershøjfamilien bor på Frederiksberg og ‘ledes’ af Vilhelms mor, der har pacet og skubbet på for, at Vilhelm skulle få den bedste uddannelse som kunstner. Og man får tanken, at Ida ikke skal komme i vejen for disse planer. Men Ida bliver trods modstanden. Hun læser, og læser om farver og kunst, så hun kan bakke Vilhelm op. Hun gør alt for at passe ind, og for at blive en del af fællesskabet, både de t kunstneriske og i familien. Men Ida er også bare en glad, og livfuld pige, fuld af følelser, der har giftet sig med en mand, der evigt søger lyset, og lever i sine malerier. Tvivlen er derfor altid til stede, og Ida spørger sig selv:

”Hvorfor mig? Hvad er det jeg kan? Eller ikke er i stand til?”

Kvinden bag manden

Vilhelm ser Ida, men han ser hende ikke, hun bliver et maleri og ensomheden truer. Jeg er ikke i tvivl om at Ida var den introverte Hammershøjs kærlighed og muse, men den lyse pige måtte vige for kunsten. Wung Sung har skrevet sig ind i kvinden bag manden, i afkaldet, længslen, tankerne og drømmene om livet og børn.

“..Selv om det var dumt sagt, føler Ida, at hun på en måde har ret. At der vist er meget , som man næsten får gjort her i livet. Hun er næsten Ida-i-dag. Og noget siger hende, at der vil blive stadigt mere af den slags. At et livslangt næsten vil hobe sig op”

Wung Sung beskriver frustrationerne, og de sorte tudser der gemmer sig i sindet, og som indimellem titter truende frem i mørket. Han beskriver det manglende selvværd og kærlighedens ofre, men også tosomheden. De mange timer med smertende kroppe på den ene eller anden side af staffeliet, fordi nu er lyset eller motivet der. Alt sammen troværdigt og autentisk. 

Wung Sung har skrevet et maleri

’Kvinde set fra ryggen’, af Jesper Wung Sung er et maleri på skrift. Wung Sung har skrevet skyggespillet, farvetonerne og beskuerens tanker og forestillinger om maleriet. Han har skrevet kunstnerens utrættelige og udmattende søgen efter kunsten og motivet. Selv i sproget er romanen lige så afdæmpet og enkel som farveskalaen i Hammershøjs billeder. Det er en fornøjelse at læse og så enkelt, selvom livet for Ida ikke altid er det. Dette forår byder i øvrigt på en mindre strøm af kunstnerromaner. Ud over denne om Hammershøj, er Lindhardt og Ringhof kommet med Rakel Haslund-Gjerrilds ‘Adam i paradis’. En roman om kunstneren Christian Zahrtmann – både forfatter og kunstner er blandt mine favoritter. Og forlaget Gyldendal er udkommet med Peter Løhrs ‘Hulemennesket’ om Johan Thomas Lundbye, en af guldalderens store mestre. Bøger og kunstnerliv jeg ser meget frem til at dykke ned i.

Jeg vil virkeligt se kunsten!

Undervejs i læsningen oplevede jeg stor trang til at se malerierne, så Poul Vads værk ’Hammershøi’ fra 1988 kom ned fra hylden. Den er vist stadig hovedværket om Hammershøj, og kan absolut anbefales. Sammen med Bente Scavenius og Jens Lindhes bog ’Hammershøis København’ kunne jeg få sat ægte billeder på teksten. Måske er det bare mig der får det behov, for virkeligt at se kunsten, mens den skrives, men jeg vil anbefale at dykke ned i bøgerne sammen med romanen. Sidst skal nævnes, at du netop nu kan opleve en del af Hammershøjs værker på ’Den Hirschsprungske samling’ på udstillingen ’Fremkaldelser. Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet’  – den skal jeg helt sikkert se!

Læs flere anmeldelser her

Vilhelm Hammershøjs maleri ‘Fem portrætter’ 1901-1902, 190×340, Thielska Galleriet, Stockholm. Et af de malerier man hører en del om i ‘Kvinde set fra ryggen’

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *