Jeg elsker litteratur og natur
Velkommen til Naturnær litteratur. Det naturlige litterære frikvarter. På Naturnær litteratur finder du både litteraturomtaler, datoer for ture og podcastepisoder. På forsiden kommer løbende nye indlæg op. I menuen oppe i højre hjørne (de tre prikker) kan du læse mere om det generelle, men ellers bygges bloggen op om indlæg med forskellige kategorier.
Tak fordi du læser med.
- Engang var der ulve
Skrevet af Charlotte McConaghy og venligt tilsendt af Gads Forlag Engang var det december, så kom julen, så kom nytåret og januar.. og tiden gik, som den jo har det med at gøre. Engang var der sne i det lille land og det var så smukt at se på og danse i. Dengang for snart så længe siden, læste jeg Charlotte McConaghys virkeligt gode roman ‘Engang var der ulve’ – og det var godt. Derfor er det så ufortjent at min omtale først kommer nu, men som en karakter i ‘Slagtehal fem’ ynder at sige ‘sådan går det‘. Og det gør det. At føre naturens økosystem tilbage til noget oprindeligt ‘Engang var der ulve’ er en velskrevet, underholdende, spændende roman om noget så vildt som ‘rewilding’. Altså udsættelsen af store dyr, for at føre en natur og et økosystem tilbage til en oprindelig tilstand. Det bringer os ind i noget økofiktions genre. Men denne roman er en rigtig krydsning. Ligesom ulvene vandrer i landskabet, vandrer denne roman og krydser genrer undervejs. Det er således også en spændingsroman med et mord, og med kærestevold, og det er også en kærlighedshistorie og en fortælling om opvækst og familie. Vilde ulve i det skotske højland Kort fortalt handler romanen om den kvindelige biolog Inti Flynn, der kommer til Skotland fra Alaska for at overvåge udsættelsen af en flok vilde ulve i det skotske højland. Med i bagagen er Inti’s plagede tvillingesøster Aggie. Pigerne har haft en vild opvækst i en skilsmissefamilie, med en far der levede af og med naturen og under de barske vilkår det byder. Selvom opvæksten har budt på både kærlighed og læring, er det også en voldsom og barsk tid når de to piger bor hos deres far. Man fornemmer tidligt i bogen at både Inti og Aggie bærer rundt på en del ‘bagage’. ‘Der gik et år i min fars skov. Han kom og gik, mest det sidste. Aggie og jeg passede vores skole. Vi var 17, og det var vores sidste år. Vi arbejdede i haven for at sikre, at vi havde mad nok, passede hestene og huset og gik på jagt for at få kød, som vi kunne sælge som kontanter.’ Naturen spiller en stor rolle i romanen Slægtsskabet og forbundetheden med naturen har Inti med sig fra opvæksten hos faren. Det giver en stor sanselighed i fortællingen. ‘Idet jeg forlader de tunge, tætte træer, kommer jeg ud i et bølget landskab med tusindevis af vortebirke, der lyser i måneskinnet. Jeg tager en dyb indånding, skoven ånder sammen med mig. Vinden er som et fjernt ocean, der beroliger mig med en let berøring, som et kys på mine kinder, mine øjenlåg, mine læber.’ Et omdiskuteret emne Rewilding er et voldsomt omdiskuteret emne, der virkelig deler folk i to lejre. Der findes grupper der agiterer voldsomt for og andre voldsomt imod rewilding af bl.a. dyrehensyn. Forfatteren kommer godt omkring begge lejre, det er en nuanceret fortælling, der foldes ud. Inti er som forsker, der er ansvarlig for udsættelsen, selvfølgelig overbevist om, at de gør det rigtige. Men i mødet med lokalbefolkningen kommer der flere og andre nuancer på problematikken. Kort efter udsættelsen findes en lokal fåreavler lemlæstet og død, hvilket åbner for en større konflikt i lokalsamfundet. Jeg kan levende forestille mig, hvad der ville ske, hvis en jysk ulv pludselig gik til angreb og hvad det ville medføre. ‘Nummer seks, alfahun i sit decimerede kobbel, har hylet uafbrudt i to uger nu, fra skumring til dæmring .. ><.. Jeg modtager dagligt opkald fra ejendomme og huse i kilometers omkreds, som klart og tydeligt beder mig om at få hende til at holde kæft ..><.. tanken om, at et dyr kan sørge over sin mage på sådan en pågående, næsten menneskelig måde, er for meget for de fleste’. En viljestærk og stædig kvinde ‘Engang var der ulve’ er Charlotte McConaghys anden roman på dansk, hendes debut ‘Til verdens ende’ udkom i 2020 og blev også udgivet på Gads Forlag. Begge romaner kredser om temaet natur, klima og bekymringen for at miste det. Jeg var meget begejstret for debuten og denne to’er lever bestemt op til den. Sproget er enkelt, historien er intelligent, og den bringer et væsentligt emne på bane uden at det bliver ensidigt. Jeg talte med en kollega om den forleden, og hun sagde den mindede hende om ‘Hvor flodkrebsene synger’, hvilket jeg godt kan tilslutte mig. Et ubelyst emne i skønlitteraturen McConaghys kvindelige hovedrolleindehaver er dog mere dyster og mindre sødladen end i flodkrebsene. Her er tale om en viljestærk, stædig og til tider traumatiseret voksen kvinde, og tak for det. Samtidigt introducerer forfatteren et meget vigtigt og skønlitterært ubelyst emne, nemlig rewilding. Vores natur ER belastet, og det er vigtigt at det element også præsenteres i skønlitteraturen. For visse læsere er det måske første gang de støder på emnet, og så er det flot at det gøres så nuanceret og uden løftede pegefingre. Tak for en rigtigt god læseoplevelse. Læs anmeldelsen af ‘Ved verdens ende’ her - Om tanglopper og livet
‘Det må være svært at finde på og finde på, når man ikke har nogen at snakke med’. Store tanker om små skabninger Siger Mathilde 10 år om bogen, ‘En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger’. Mathilde synes den var god.Tegningerne er flotte, men det er lidt underligt, at det kusine Emilys billedskolelærer, der har tegnet dem ❤️. Fire emojis Mathilde har valgt fire emojiis til at beskrive bogen. En der bliver væk i en sky, fordi han er bange for at blive glemt og forsvinde.En der er trist, fordi han er trist fordi han er ensom, og for at andre ville glemme alle hans tanglopper.En der tænker, fordi han tænker så meget over alting, og måske så skulle han bare nogle gange lade det være.En tangloppe, fordi .. fordi! Livet og døden Bogen vender livet og døden, det at forsvinde, og hvad det betyder, at være i verden. Det er en tænksom, filosofisk, illustreret højtlæsningsbog der anbefales til natur- og videbegærlige børn og deres voksne. #tanglopper #natur #børnognatur #filosofi #bajkal #tanker #højtlæsning #10år #søer #livet Bogen er udkommet på https://jensenogdalgaard.dk/shop/billedboger/581-assels-og-kjaergaard-en-tangloppeekspert-.html - Overleverne af Alex Schulman
‘Overleverne’ er udgivet på Lindhardt og Ringhof Da jeg nåede den sætning, blev jeg nødt til at lukke bogen. Det sker sjældent. Jeg tror faktisk aldrig det er sket før. Måske er jeg langsom. Jeg vidste godt, at noget grumt var undervejs, men jeg havde slet ikke regnet det ud. Ramt lige i mellemgulvet ‘Overleverne’ er en velskrevet, overrumplende og grum bog, der ramte denne læser lige i mellemgulvet. Bogen, der handler om de tre brødre Benjamin (bogens fortæller), Pierre og Nils, er fortællingen om den skæbnesommer, der forandrede deres families liv. Som læser står det klart fra starten, at noget grumt er på færde. Fortællingen starter foran familiens gård, hvor en politibil ‘pløjer sig langsomt gennem det høje græs ned ad den lille markvej ‘. Politimanden træder ud af sin bil foran gården og ser følgende; ‘..tre mænd sidder side om side på stentrappen, der fører op til hoveddøren. De græder, holder om hinanden. De er klædt i jakkesæt og slips. Ved siden af dem på græsset står en urne.’ Om den menneskelige psyke Der er et element af spænding over ‘Overleverne’, men det er ikke en spændingsroman. Derimod er det en psykologisk roman. Alex Schulman har et utroligt flot greb om den menneskelige psyke og overlevelsesmekanismerne. Hans indsigt i den følsomme Benjamin, der registrerer sine omgivelsers stemninger, før de selv gør det, fremstår præcis og troværdig. Det samme gælder blikket på de to brødres psyke. “Benjamin mærker den tydeligt, irritationen over at være blevet irettesat og udstillet, der munder ud i fornemmelsen af at være blevet ydmyget, som han nu tavst kæmper med.” ..En storm, som burde have et navn Der er et dystert mørke til stede i bogen, der bl.a kommer til udtryk i naturbeskrivelserne. Naturen er stille, utilgængelig, granerne troner og jorden er sort og tung, eller klippen ligger lige under overfladen.“Benjamin ser tegnene i det pludselige mørke, i vimpler, der slår rasende mod masterne over hotelfacaderne, og på fodgængeren, der læner sig frem mod uvejret på fortovet. Det er en vind, der måske blæser byen væk, en storm, som burde have et navn.” Det bedste og det værste ‘Overleverne’ er det bedste og det værste jeg har læst længe. Det er en bog, der gør ondt og som bliver siddende i sindet længe efter sidste side er læst. Jeg skal absolut læse alle Schulmans andre udgivelser, men hvis de er lige så barske, kan jeg ikke tåle mere lige nu. Læs flere omtaler her - Lauren Groff; Matrix
Denne bog er modtaget som læseeksemplar fra Gads Forlag Kvindeliv og søsterskab er temaet for Lauren Groffs fascinerende nonneroman ‘Matrix’, der handler om 1100-tallets myteomspundne Marie de France.Den unge Marie sendes, som uægte barn af adelig byrd, i kloster og får rollen som abbedisse. Marie er stor, høj, bred ikke elegant og ja – jeg siger det igen uægte og derfor uønsket ved hoffet. Men hun er et strategisk talent og har alene efter moderens død, passet dennes sted indtil det blev opdaget, at hun var alene om det. Marie har forstand og visioner. ‘..den gyvelblomst der vokser midt i klosteret..’ Da Marie kommer til klosteret er det i elendig forfatning, nonnerne er få og syge. Men med sin kløgt og snilde får Marie skik på stedet og forvandler det til et helle for kvinder. ‘For Marie er som abbedisse den gyvelblomst, der vokser midt i klosteret, og det et alene hendes styrke, som holder det oppe.’ Matrixen Begrebet matrix, som også er romanens titel, er centralt. På www.sproget dk står følgende; via fransk fra latin matrix, om stof eller form der frembringer noget, af mater ‘moder’-støbeform med et fordybet mønster der ved stempling eller presning afgives i fx et metal- eller plasticmateriale.En beskrivelse der passer til romanen, hvor Marie er moderformen som klosteret – og de øvrige omgivelser former sig efter. Kvinderollen, søsterskabet og erotikken Romanen rummer kvinderollen, søsterskabet og erotikken i en og samme ramme. Livet på klosteret går sin helt egen gang, efter egne regler. Der er plads til kærlighed, erotik og selvstændighed blandt søstrene, i hvert fald så længe reglerne følges. ‘Elgiva bukker sig og griber skapularets søm og løfter det tungt over. Nu ordensdragten. Så fri. …. På knæ i den fugtige, lune muld. Elgiva lugter som byg og purløg dernede, og havets salt og flodens dynd’. Krigernonnen Matrix er et portræt af en stærk, krigerisk og selvstændig kvindes jagt på det bedst mulige liv. Hun ledes af heftige åbenbaringer, der skyller over hende med budskab om forandring. Idag ville hun være hyldet som bad-ass-businesswoman dengang i 1100-tallet så det anderledes ud. ‘Meget vel, tænker hun frygteligt bittert. Hun vil blive på dette ynkelige sted og få det bedste ud af det liv, hun er blevet tildelt. Hun vil gøre alt, hvad hun kan, for at ophøje sig selv her i jordslået. Hun vil få dem, som udstødte hende, til at fortryde det, de har gjort. En dag vil de se den storhed, hun gemmer indeni, og blive slået af ærefrygt.’ ‘Vinteren er et ark pergament..’ Selvom konteksten er historisk føles romanen nutidig på alle måder. Naturen spiller en smuk birolle i romanen, som konstant stemningssætter. ‘Markerne mejes af hendes mørke nonner med deres svingende leer. Vinteren er et ark pergament, som fugle og ræve og harer skriver på med deres små fodspor. ‘ Sproget kan til tider føles lidt tungt, men det er absolut læsetyngden værd at fordybe sig denne fascinerende og labyrintiske nonneroman af amerikanske Lauren Groff. Find flere omtaler her - Natursyn?
En samtale om natursyn gennem skønlitteratur ‘For mig at se, lever vi i et mere-end-menneskeligt fællesskab’, skriver Mickey Gjerris (teolog og ph.d. i bioetik) i ‘Hvilken natur?’. Dette udsagn, og hele grundforståelsen af begrebet natursyn, dannede ramme om en samtale i min litteraturgruppe i marts. Her kan du læse, hvordan jeg brugte bogen til en dyb samtale, og måske det kan inspirere til videre samtaler om natur gennem litteratur. Martin Andersen Nexø og naturen ‘Som et mægtigt ur var det alt: solen og hele rummet over mig. Det gik I rytmer, og det gjaldt blot om at kunne lytte og føle sig rytmerne til; helst skulle man have dem i blodet ligesom dyrene og planterne.’ Skriver Martin Andersen Nexø om sin første tid som vogterdreng. Om hvordan sanserne og livsglæde og mod, vækkes i ham i mødet med naturen. I foråret 2022 tog jeg endnu en gang Nexø med på tur. Denne gang fulgt op med bogen ‘Hvilken natur? En antologi om natursyn og natur i Danmark’. Turen gik til et Natura2000 område ‘Småsøerne’ ved Buresø. Et utroligt smukt område med fuld gas på arter og variation. Naturen spiller en stor rolle i Nexøs barndomserindringer ‘Under åben himmel’. Der er ikke mange sider, hvor den ikke indgår på den ene eller anden måde. Natursynsmodellen Men hvad er natur? Og hvad er Nexøs blik på natur? For at komme dette nærmere og for at få deltagerne personligt aktiveret i samtalen, tog jeg udgangspunkt i ‘Natursynsmodellen’ af Karsten Elmose Vad. Modellen er bygget op om tre trekanter indeni hinanden. Inderste trekant er 1 point, midterste 2 point, yderste 3 point. Hver spids i trekanten rummer et natursyn; ‘Vild natur’, ‘Produktiv natur’ og ‘Rekreativ natur’. Hvert natursyn skal prioriteres fra 1-3, alt efter hvad man mener er vigtigst. 3 er vigtigst og 1 mindre vigtigt.Eksempel; mener du at ‘Vild natur’ er vigtigst sætter du et kryds i yderste trekantspids ved dette emne, dernæst skal du score de andre to også i prioriteret rækkefølge. Hvis du forbinder dine markeringer får du en ny trekant. Denne trekant symboliserer i forenklet form dit natursyn. Deltagernes reaktion Deltagernes første reaktion var modstand. ‘Skal vi lave matematik?’, ‘Jeg forstår det ikke’, ‘Det kan man ikke’. Men efter lidt debat og mere instruktion, gik de i gang. Først bad jeg dem i grupper overveje Nexøs natursyn. Dernæst den enkeltes eget natursyn. Det blev en rig og meningsfyldt samtale om, hvad natur er, om historie, om mennesket og ikke mindst naturen. Det krævede lidt at få øvelsen i gang, men da de først forstod den, var det svært at stoppe igen. Natursynsmodellen gav uden tvivl stof til eftertanke, og flere af deltagerne har efterfølgende læst bogen ‘Hvilken natur?’. Et vigtigt emne og en vigtig bog ‘Hvilken natur?’ Er en vigtig bog! Jeg vil anbefale alle at læse den, fordi den er et væsentligt indspark i debatten og vores forståelse af naturens tilstand. Bogen er passende både til uddannelsesinstitutioner f.eks natur- og kulturformidler, men også til bred læsning.‘Hvilken natur?’ Er udgivet af @biologforbundet, som jeg takker for læseeksemplar. Find flere omtaler her - Heksens alfabet
Nanna Gouls ‘Heksens Alfabet’ er modtaget som anmeldereksemplar fra Gads Forlag Ella havde været død i cirka to døgn, da hun kom til verden. Varmen fra hendes krop var ikke længere hendes, det var min varme, der havde forplantet sig. ‘Heksens alfabet’ er historien om Kamma, der arbejder som bibliotekar. Efter at have mistet sin nyfødte datter, Ella, går Kamma rundt i et vakuum med sorgen over tabet, hun er gravid igen. Skrøbelig og naturligt angst. Kamma passer sit arbejde på biblioteket, observerer gråkragerne udenfor vinduet, men er samtidig lidt ved siden af det hele. Lige indtil Birgitte dukker op i udlånet og forventer at blive kontaktet ‘udenom systemet’ om sin bestilling. – Hvordan var det, skulle du bruge artiklerne til dit arbejde? – Arbejde? Hun ser alvorligt på mig. – Jeg er heks Kamma. Kvinden og naturen Af uransagelige og helt naturlige årsager bliver dette møde startskuddet på en indre rejse for Kamma. En rejse med kvinden og naturen som helt centrale elementer. I sin sorg oplever Kamma naturens kræfter, hun møder mørket, både det indre og det ydre mørke. Ved siden af som støtte og ‘jordemoder’ står heksen Birgitte og fører Kamma gennem rejsen med blid og fast hånd. – Du må ikke glemme at invitere den trettende fe til fødslen. Du husker vel eventyret? – Jo, men hvad har det med fødslen at gøre? – Du skal ikke tage det for bogstaveligt, det drejer sig om kaos. – Skal jeg invitere kaos? Det naturlige kaos Lige som i Nanna Gouls novellesamling ‘Erle perle’ er magien med på rejsen. Eventyret og fortællingerne, litteraturen og overleveringerne rummer viden og klogskab, der kan hjælpe mennesket. I dette tilfælde handler det om, det naturlige kaos, alt der er udenfor vores kontrol. Det er vigtig viden. Kamma er på den måde, tror jeg, et billede på rigtigt mange af os idag, som er så langt væk fra naturen og tror vi kan styre al verdens gang. Og her kommer en spoiler alert; Det kan vi ikke. En let og skævt humoristisk pen Sammen med Kamma står datteren Sigrid og manden Mikkel. Helt klassisk er barnet i tæt kontakt med naturen, hvorimod Mikkel ikke føler sig tilpas ved den. Rundt om det hele kommer kollegerne fra biblioteket, der bager kage (ja!) og holder møder med lunken kaffe. Portrættet af denne arbejdsplads kommer tæt på virkeligheden men er også herligt karikeret. Det bringer mig videre til humoren, det er nemlig en sjov bog det her. Selvom temaet er sorg og afstanden til naturen, skriver Nanna Goul med en let og skævt humoristisk pen. Hvis du, som jeg, er glad for Dorthe Nors og Stine Pilgaard går du næppe galt i byen med Nanna Goul. Det smager af mælkebøtte og korsknap Det er som et let glas rose serveret i solen, der når du drikker det smager af mælkebøtte og korsknap. Det læsker herligt, men stikker også. Det vil dig noget. Og sådan er det med god litteratur, det vil dig noget. De sidste ord får heksen Birgitte; ‘Eventyr er ikke bare eventyr’ - Sapfo!
‘Sapfo’ oversat af Mette Moestrup og Mette Christiansen er modtaget fra forlaget Gyldendal, de øvrige er lånt på biblioteket ’Fragment 48 Du kom og jeg var vild med dig du lindrede mit hjerte som brændte af begær.’ – ’Sapfo’ gendigtet af Mette Moestrup og Mette Christiansen. 2600 år, er den afstand der er mellem afsenderen af disse længselsfulde ord og dig, der læser dem. 2600 år med krige, kærlighed, lyst, fester, begravelser og levet liv. 2600 år … og alligevel lyder det så bekendt! ’48 Du kom, og jeg søgte dig. Du kølede min tanke, der brændte af længsel’ – ’Sappho. Roser fra Piería’ oversat af Rasmus Sevelsted. 2020 og 2021 har lagt år til hele tre udgivelser af græske Sapfos digte fra år 600 før vor tid. De tre udgivelser er, trods indholdet er det samme, ret forskellige. De bærer vidne om, hvor stor en kunst oversættelse er, og hvordan vi mennesker læser forskelligt. ’48 Du kom og du gjorde og jeg blev vild med dig du som kølede mit sind som brændte af længsel’ – ’Jeg er grønnere end græs. Fragmenter af Sapfo’ oversat fra oldgræsk af kunstneren Mille Søndergaard og filologerne Lene Carlskov og Signe Andersen. Gyldendals Sapfo Gyldendal har entreret med digteren Mette Moestrup der i mange år, har dyrket Sapfo. Sammen med filolog Mette Christiansen har Moestrup gendigtet Sapfos tekster. ’Drømmen var, at dit værk skulle blive til poesi på nutidigt dansk’, skriver Mette Moestrup i sit meget personlige efterord, som indledes med ordene, ’Kære Sapfo’. Det der er særligt værd at lægge mærke til ved denne udgivelse er at det er en gendigtning. Mette Moestrup har bearbejdet sproget, ikke bare oversat. Hun skriver i efterordet at de i oversættelsen har arbejdet med det lydlige og det rytmiske i sproget. Det virker passende, da Sapfos digte er skrevet som sange til at blive opført, som en del af den dengang stærke mundtlige kultur. Fulgt af kor, musik og dans. Men Moestrup undersøger også Sapfo, prøver at finde ud af, hvem var denne kvinde. Finde ind bag ordene til kvinden, tilbage i tiden og måske også ind i sig selv. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Omslaget på denne udgave ligner flydende lilla silke, det er erotisk og meget kvindeligt, man fornemmer kroppe under silken. Værket starter direkte i Sapfos digte, og først til sidst kommer noter og efterord. ’Du havde ret, da du sang; NOGEN VIL HUSKE OS, SELV I EN ANDEN TID. Du er ikke blevet glemt. Dine sange er ikke blevet glemt. Kvinderne du sang om, er ikke blevet glemt: Abanthis, Anaktoria, Andromeda, Atthis, Dika, Gongyla, Gyrinno, Megara, Mika, Mnasidika.’ – Mette Moestrup i efterordet i ’Sapfo’. Sappho fra forlaget Wunderbuch Forlaget Wunderbuch har udgivet ’Sappho. Roser fra Piería’ oversat af Rasmus Sevelsted der er ph.d. i klassisk græsk og latin fra Københavns Universitet. ’Roser fra Pieria’ giver en meget grundig historisk introduktion til Sappho og hendes samtid, politisk og kulturelt. Den smukke bog er illustreret af Peter Brandes med akvarel og kultegninger. Brandes har bl.a. også illustreret ’Illiaden’ og ’Odyseen’ oversat af Otto Steen Due. På den måde falder denne udgave ind i en smuk, klassisk udgivelsesrække, hvor jeg oplever fokus er på det historiske, og en mere korrekt sproglig fortolkning af værkerne. Papiret i denne udgave er 150 gram bøttepapir fra Hahnemühle, det er så lækkert at røre ved og tilfører en særlig taktil oplevelse til læsningen. Det er interessant at det er en mand, der her tolker Sappho, vægten føles anderledes. Ikke værre, blot anderledes. Værket indledes med en sides introduktion til fragmenternes rækkefølge og placering, og har et grundigt efterskrift om ’At gøre det fjerne nært’. Sapfo på Klims Forlag Klims Sapfoudgivelse har fået titlen, ’Jeg er grønnere end græs. Fragmenter af Sapfo’, fra et af Sapfos digte. Værket er oversat fra oldgræsk til dansk af kunstneren Mille Søndergaard og filologerne Lene Carlskov og Signe Andersen. ’Jeg ankommer til Sapfos fragmenter sådan: For flere år siden læste jeg Anne Carsons samling af fragmenterne ’If nor winter’’, skriver digter Nanna Storr-Hansen i det fyldige forord til værket. Denne udgave skiller sig ud med et anderledes format, bogen er smal og høj OG teksten fremstilles både i den græske version og den danske – side om side. Ligesom ’Sappho’ er værket prydet med illustrationer, denne gang af Mille Søndergaard, der også er medoversætter. Illustrationerne som er tryk eller raderinger, er nutidige og sensuelle. I denne udgave findes udførlige noter til hvert enkelt fragment, der fortæller om fragmentets ophav og oversættelsen eksempelvis; ’Fr.2. Dette fragment har vi fra et ostrakon (et potteskår, man har brugt til at skrive på) fra 2. århundrede f.v.t.’. Noterne bidrager til forståelsen af værket og oversættelsen. Hvem var Sapfo? Men hvorfor udgiver hele tre forlag Sapfos digte indenfor kort tid, og hvad kan 2600 år gamle digte tilbyde os i dag? Den kvindelige lyriker Sapfo kom fra Mytilene på Lesbos. Platon menes at have sagt følgende om hende, ’Nogle siger, der er ni muser. Hvor tankeløst! Se, Sapfo fra Lesbos er den tiende’ (fra introduktionen i ’Jeg er grønnere end græs’). Digtene handler om kærlighedens mange genvordigheder, om længsler og kvinder. Langt de fleste af Sapfos digte findes i dag kun i fragmenter. De få hele digte vi har, skyldes at digtene er blevet overleveret over år, eller fordi hun er blevet citeret af andre forfattere. Det er altså ikke engang komplette digte, men derimod i mange tilfælde blot hele og halve linjer med ord. Det interessante er, at jo mere fragmenteret teksterne er, jo mere læser jeg de enkelte ord. Digter Nanna Storr-Hansen skriver om Sapfo i ’Jeg er grønnere end græs’; ‘Mens jeg læser, læser jeg på den ene side, det, der står, og på den anden side, det der ikke står’. Sapfo er personlig! Det er tydeligt, at det er tre meget personlige projekter, de her oversættelser. Det mærkes i efterord, introduktioner og forord, hvordan oversættere og fortolkere har levet længe med Sapfo/Sappho. Og jeg forstår dem, tiden mærkes i de her værker, mysteriet vokser hver gang jeg læser i dem – og det er ikke nok at eje Moestrups oversættelse, jeg må også eje de to andre, for de tre udgaver komplementerer hinanden, udfordrer hinanden. Jo mere jeg læser Sapfo, jo dybere falder jeg, i tid og forståelse og sammenhæng og de skuldre vi står på og de ting vi ikke ved. Og det er vildt fedt! ’Fragment 98 FOR MIN MOR SAGDE TIL MIG AT DA HUN VAR UNG VAR HÅR SAT OP MED PURPUR BÅND DEN HELT PERFEKTE PYNT JA HELT PERFEKT MEN FOR DEN SOM HAR HÅR GULERE END FLAMMENDE ILD ER KRANSE MED FRISKE BLOMSTER MERE KLÆDELIGE. OG DET NYESTE NYE ER REGNBUEGLITRENDE HÅRBÅND FRA SARDIS. .BY’ – ’Sapfo’ gendigtet af Mette Moestrup og Mette Christiansen. Bum! Nutid og fortid, kvinder til enhver tid samlet i et digt. Tænk at blive grebet af litteraturen over dette tidsspænd. Tænk at vi mennesker alligevel ikke har flyttet os mere på 2600 år. Tænk at forskellen på 600 f.v.t. og nu, er så lille. Tænk! -Og læs Sapfo og Sappho! - Marlen Haushofer ‘Væggen’
En kvinde er på weekendtur i bjergene i Østrig med et vennepar. En aften tager parret ned til byen, kvinden bliver i hytten og næste morgen er alt forandret. Kvinden er alene i verden. “Sådan drev jeg rundt I martsdagenes fugtige glans, som havde lokket blomsterne for tidligt op af jorden. Anemoner, kodriver, lærkesporer og smørblomster. Alle var de meget yndige og skabt for at glæde mig”. Spærret inde på bjerget af en væg, der pludselig er opstået omkring hende. Væggen er usynlig men upenetrerbar. “I dag, den femte november, begynder jeg på min beretning. Jeg vil skrive alt ned så nøjagtigt som muligt. Men jeg ved ikke engang, om det virkelig er den femte november i dag.” Sådan indledes romanen, som en registrant over hændelser, hvis unøjagtigheder vi ikke kan vide med sikkerhed. “..og jeg er bange for, at der er meget, der i min erindring tager sig anderledes ud, end jeg virkelig oplevede der”. Jeg’ets optegnelser Denne registrant og jeg’ets optegnelser udgør læseoplevelsen i ‘Væggen’, som er en helt unik bog, i sin undersøgelse af ‘hvad er et menneske’. Hvad sker der, når mennesket står alene tilbage? Hvad er sproget? Hvad er ansigtet? Hvem er jeg? “Jeg er en dårlig robot, jeg er stadig et menneske, som tænker og føler, og jeg vil ikke kunne vænne mig af med nogen af delene”. ..da der ingen andre samtaler er mere.. “Derfor sidder jeg her og skriver alt ned som er sket, og jeg er ligeglad med, om musene æder mine optegnelser eller ej. Det drejer sig kun om at skrive, og da der ingen andre samtaler er mere, må jeg holde den endeløse monolog i gang.” “Da der ingen andre samtaler er mere..”, fortsætter ‘jeg’ med skrive. Tankerne må ned og ud, de kan ikke blive ved med at flyve ubrugte, usagte rundt i hovedet. Ensomheden må være enorm. Vist er der hunden, kattene og koen. Men svaret herfra er jo kun fysisk, et strøg eller øjne der kigger. Tænk ikke at tale med nogen, på nogen måde mere. Jeg kunne roligt lægge mit ansigt bort.. “Da der ikke levede noget menneske mere, som havde kunnet elske dette ansigt, forekom det mig helt overflødigt… Jeg kunne roligt lægge mit ansigt bort, der var ikke brug for det mere”. … Det er en virkelig, virkelig læsværdig roman, tidløs og flot. Der sker ikke noget, vi følger bare ‘jeg’ alene med dyrene på bjerget. Så flytter hun på sætteren, så i hytten igen. Dyrene kommer og går, kragernes kommen bliver hendes tidsmåler. ‘Jeg’ udforsker stedet og omgivelserne, men omsorgen for de få levende dyr begrænser hendes færden. Tiden går, vinter og vår. Et stykke feministisk litteratur Men det er også et stykke feministisk litteratur, kvinden er alene i verden, hun tænker; “Hvis alle mennesker havde været af min slags, ville der aldrig have eksisteret en væg, og den gamle mand havde ikke behøvet at ligge forstenet ved sin brønd. Men jeg kan forstå, hvorfor de andre altid har været i overtal. At elske og sørge for et andet væsen er en meget besværlig sag og langt vanskeligere end at dræbe og ødelægge”. Så er det sagt. At være det sidste menneske i naturen I 1963 udkom ‘Væggen’ i Østrig, forfatteren fik Østrigs store litteraturpris for den, og så gik bogen ellers bort i glemslen. Heldigvis opdagede Gyldendal den og har nu udgivet den i klassikerserien Skala. Med i bogen følger et klogt efterord af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild, som selv har skrevet om at være det sidste menneske i romanen ‘Alle himlens fugle’. Og omkring det hele står naturen. Vibrerende, tavs og levende, fuld af medværen. “Så satte jeg mig på bænken og ventede. Engen faldt langsomt i søvn, stjernerne kom frem, og senere stod månen højt og druknede engen i sit kolde lys”. Romanen er en del af Gyldendals Skalaserie, og udkom i 2021. Læs omtaler af andre spændende udgivelser her - Jac på vagt
Flemming Palle Jacobsens ‘På vagt for bælgmørket’ blev udgivet på Borgens Forlag i 1990 Selvom F. P. Jac var storbyforfatter og -menneske, har jeg slæbt ham ud på landet, midt på en mark. Det er ikke grebet helt ud af den blå luft. Jac blev gift med Bodil i 1991 og flyttede til Allerød, skiftede storbyen ud med ‘landet’ og roen. ‘På vagt for bælgmørket’ lander midt i dette skifte. Bogen starter med overskriften ‘Indgangsbøn’. Stemningen er sat, det er noget stort og helligt der er på færde her, et værk over det liv, der indtil nu er gået. Indgangsbøn “Det kan skyldes mørke, min alders synlighed. Jeg vil prøve at høre efter, mens alt pilles ned, jorden der flyttes, bøgerne der nu kun er rum. det kan skyldes mørke, så vagtsom ved sin skygge, en pilekvist der sover, en sø der hviskes til. det er så forståeligt, et bjerg ligger bag mig, en fæstning står i ramme, bjælkerne er hamret fast. det kan skyldes mørke, sådan her begyndte det.” Samlingen er et erindringsdigt, skrevet på et hårdt levet liv, i en ung alder. Jac var 35 år i 1990, men et ungdomsliv i drukkens tegn havde sat sine spor. Efter ‘Indgangsbøn’ kommer ‘Den tapre lydighed’ om de tidlige år i selskab med bl.a. hans bror og familien. Barndommens lys “Dit solskinshår, jeg husker det fra billeder, i din skygge, jeg fulgte slagets gang, dine spor var min viden, og kammerat, den lune vind, dagens korte seen, som vi husker hinanden i søvn”. Jeg tænker på hans erindringer ‘Fortælleren blev senere sig selv’. Der er mange af de samme billeder med, bare endnu mere lyrisk beskrevet her. Billeder der viser Jacs store kærlighed også til sin bror. Jeg vakler verden hele tiden Næste overskrift er ‘Skarnstaler’. Forfatteren er blevet ung og egenrådig, vil ‘synge latteren til døren’ og åbne en dåseøl. ‘Skarnstaler’ er ungdomsoprøret, seksualiteten, den brugte krops vaklen. “Min eneste ro, jeg vakler verden hele tiden”. Men det er mere end ungdommen, det er livet, der leves og skal leves og leves. “Vi går forbi klubberne, i dag går vi ind i landskabet, vi ser, det er jo bare kulisser, nødløgne og vækkelser, muren er brudt nu, hvor længe spurgte du, den lune bider stadig, denne glemsel. Men jeg står over, den sol må jeg se i havestolen, dette bud.” Det vokser ud af mig hver dag Vi følger atter Jac ned ad mindernes allé, livet som buddreng, mor og far. “Det er ikke så sort og hvidt, alderen går til hjernen, man lytter”Og fortsætter; “Lad mig nu få min hule, accepter det, jeg vil forædle en grobund,der vokser ud af mig hver dag, en lukket rigdom, slet ikke tavs….Det vokser ud af mig hver dag, så påtrængende lige nu.” På vagt for vælg mørket Jeg kan blive ved, de smukke, store sætninger trænger sig på, men samlingen slutter under overskriften ‘Endelige rum’. Og det føles uendeligt endeligt, måske fordi det i sidste ende var det. Men heldigvis ikke på dette tidspunkt. Jeg vender tilbage til samlingens titel; ‘På vagt for bælgmørket’. I mit hoved hedder den også ‘På vagt for vælg mørket’ – som i at være på vagt for ikke at vælge mørket. Jac løfter blikket ud på livet, vogter for bælgmørket, og slutter med; “Nu vil jeg ud på landet, nu vil jeg sgu se i et edens spejl. Snart vil det blive nytår. Snart vil det blive nytår. ” FP Jac blev 53 år, døde pludseligt i 2008 og nåede at give os uendeligt meget smuk, livssprudlende og udfordrende lyrik inden da. Læs selv og læs flere lyrikanmeldelser her
