Nyheder,  Omtaler

Stræk din krop mod min

‘Stræk din krop mod min’ er bragt fra Forlaget Gladiators varme favn til min fregnede hånd – tak

Nogle gange ved man det bare. Det kræver ikke mange sider. Man kan mærke det. Det er flot litteratur. Dette gælder Charlotte Strandgaard & Johanne Kirstine Falls brevroman ‘Stræk din krop mod min’. Jeg må hellere straks sige det; jeg har kun læst 30 sider. Men det er nok, nok til at vide, at det her er godt!

..særligt kroppen i litteraturen

To kvinder med 50 års aldersforskel, sat sammen af forlaget Gladiator, for at tale sammen ved Bogforum. Parret fordi forlaget mente de skriver i samme nøgne tone. Den slags kan gå godt – eller ikke så godt. Dette er tilfældet, hvor det er gået godt. De to kvinder mødes inden bogforum, for at tale og de når frem til at de skal tale om ‘løgnen, blodet og særligt kroppen i litteraturen’

Hudløs ærlighed

Jeg har aldrig orket at læse Charlotte Strandgaard, har engang oplevet hende til en forlagsaften hos forlaget Borgen, og det var ikke en performance jeg var hverken imponeret over eller tiltrukket af. Men den Charlotte Strandgaard der viser sit ansigt heri, hold da op, hun er fuld af menneskekløgt og hudløs ærlighed. Hun giver mig lyst til at læse mere af sit forfatterskab, selvom jeg ved ikke helt om jeg har modet. Det er et barskt levet liv.

Johanne Kirstine Fall er også et for mig, helt ubeskrevet blad. Hun er ung, 28 år og allerede med mere livserfaring end de fleste, lader det til. Hendes sprog, og også her hendes hudløse ærlighed, står så smukt på siderne; ‘Dengang jeg var syg, turde jeg ikke optage plads, for jeg troede, at man var nødt til at udrette en hel masse, hvis man optog plads’ .

Fra indersiden af psykiatrien

Begge kvinder har et nært bekendtskab med psykiatrien, og er ikke bange for at dele ud af de erfaringer, dette har givet dem. Det giver et unikt indblik i livet i nær kamp med vagtlæger, kodimagnylmisbrug, tab af kontrol og uhensigtsmæssigt vægttab; ‘Du skulle have set mig dengang. Kroppen med et fint lag dun strøet jævnt ud over huden som frostens puddersne: maven, armene, overlæben. Den udsultede krops måde at forsvare sig mod kulden på, lanugohår’ – skriver Kirstine i starten – ‘.. håber jeg også, at jeg aldrig igen bliver så skrøbelig, at vinden kan bære mig bort’.

Vores kroppe og vores ar

Teksterne står så stærkt, de to virker så fortrolige, så fortrolige at man næsten forledes til at tro, at det er en og samme kvinde, der skriver til sig selv gennem tiden. Det er simpelthen så smukt skrevet. Poetisk og let, med så stor tyngde og så meget liv. Vores kroppe og alle vores ar, de synlige og de usynlige, dem vi glædes ved og dem vi helst vil kunne fjerne.

Læs flere anmeldelser her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.