
Stockholm noir anno 1794
‘1794’ er med frydefuld gysen modtaget fra forlaget Gutkind
Jeg læser sjældent krimier. De siger mig ikke rigtigt noget. Niklas Natt og Dags – det hedder han virkelig – Bellman noir serie er dog en af undtagelserne. For et par år siden udkom ‘1793’, første bind om den enarmede Mickel Cardell og hans ven Winge. En virkelig velskrevet historisk krimi fra Stockholm i tiden omkring den franske revolution. Nu har forlaget Gutkind oversat efterfølgeren ‘1794’, og det var med store forventninger jeg begyndte på den.
Den historiske ramme
Bogen er som sagt sat i oplysningstidens Stockholm under Gustav d. 4. Det vil sige, han er blot et barn, da Gustav den tredje dræbes af et skud i ryggen til et maskebal i 1792. Derfor er det hans onkels ven Gustav Adolf Reuterholm, der for en stund regerer riget. Dette udgør romanens historiske baggrund. Det historiske Stockholms miljø fremstilles med både lugte og lyde.
“Byen vågner omkring ham. Hanerne rundtomkring i gårdene trutter i deres gjaldende obo. Spande skramler ved vandpumpen når søvndrukne unger kommer med åg over nakken for at hente vand. Stænger af råjern synger når det bliver læsset i Järngraven, og fra Ryssgården begynder de russiske handlende at udråbe deres varer”
Til Caribien og tilbage igen
Romanen starter hos Erik Tre Rosor. Den unge smukke adelsmand, hvis far nærmest afskyr ham og bl.a. derfor sender ham til øen St. Bathélemy i Caribien, som er et grumt sted at lande i 1790’erne. Den utilgængelige og barske klippeø – uden ferskvand, svensk i 1784 og blev centrum for svensk slavehandel. Tilbage i Stockholm møder vi en godt hærget Mickel Cardell, vor helt og hovedperson fra ‘1793’, herfra ruller historien. Romanen kommer vidt omkring, her rundes både slavehandel, kvindeliv og ondskab. Grum, grum ondskab i form af et menneske der sætter sig selv ud over moral og etik, for egen fornøjelse.
‘Måske burde der slet ikke være nogen bud eller regler til at bestemme over mennesker, ud over naturens? Hvad ville vi ikke kunne udrette, mænd som du og jeg, hvis ikke der var sat forhindringer op for os? Ville det ikke være ægte frihed, Erik?’
Sproglig tyngde
Niklas Natt og Dag, skriver virkelig godt. Sproget har tyngde og stor grumhed. I min optik lever ‘1794’ fuldt op til bind et ‘1793’, det er velskrevne, litterære historiske krimier. Så hvis du trænger til en krimi, med stærke personer, en ildelugtende historisk ramme og hvor moralen sættes ud af spil, så læs ‘1794’ og ‘1793’
“- Jeg er ikke den jeg ser ud til at være, Erik. Husk det. Jeg håber at jeg en skønne dag vil kunne forklare dig det hele, men indtil da må jeg bede dig tage mig på ordet”.
Læs flere omtaler her

