Mathilde viser bogen
Børnebøger,  Nyheder,  Poesi

Soldigte for børn fra Asger Schnack

Asger Schnacks soldigte, ‘Solen står op, men stjernerne er der endnu’ kom med strålende skin fra forlaget ‘Arkiv for detaljer’

Mathilde og jeg har læst Asger Schnacks soldigte for børn. En læsning der krævede dejlig nærhed og samtale i lænestolen. En samtale der tog mange drejninger, og førte til mange små sjove pointer. Digtene spænder bredt og vidt. Der er digte om alt fra, hvad tid er, til det helt nære dagligdagliv, med mor og far i køkkenet.

“Det var godt! Det var underligt og mystisk med det de sagde – man vidste ikke rigtigt, hvad det betød – og så kan man jo selv bestemme” – Mathilde 9 år.

Den skønne magi og tekstnærhed

Jeg vil gerne dele min egen glæde med digte, med min datter. Den skønne magi og tekstnærhed der kan opstå, når jeg læser digte. Det her med at lytte efter ordene. Hvad betyder ordene, har de flere betydninger. Smag på ordene, lyt til ordene og mærk dem. Der var nogle af digtene, hvor jeg tænkte ‘hmm det er da ikke så spændende’, men så greb Mathilde dem og fandt noget sjovt i dem.

“Man kan lige så godt læse den bagfra – så får man alt med” – Mathilde.

Læs dem lige som du vil

Og det er egentlig en fin pointe, som jo ofte gælder digte, læs dem lige som du vil. Fra start, fra slut, et lille et til morgenmaden eller bare lige to minutters mental pause i sofaen.

Digtene har hver et nummer, som en lille salme. Digt nummer syv lyder som følger;

7

Med sikkerhed kan jeg ikke vide,
hvad jeg ved.

Og hvad du ved,
har jeg ingen anelse om.

Anelsen er blå.

Anelsen er ikke blå men lys grå

Da jeg spurgte Mathilde, om digtet svarede hun; ‘Ting man ikke ved hvad er, de er hvide, fordi det er blankt. Anelse er lys grå, fordi man har en masse ideer om hvad det kan være.’ Så Asger, anelse er altså ikke blå, det siger sig selv, den er lys grå. Men tusinde tak fordi du gav og muligheden for at samtale om det. Tak for skønne oplæg til samtale og tænksom stillestund. Billederne nedenfor viser hvor tæt man kan sidde når man læser, og at fødder og ben også indgik aktivt i læsningen. Asger Schnacks ‘Solen står op, men stjernerne er der endnu’, får min og Mathildes varmeste anbefaling.

Se flere omtaler af digte her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *