Siri Ranva Hjelms ‘Dafnesyndromet’

‘Dafnesyndromet’ er med frodig, grøngul sikkerhed havnet i mine hænder fra forlaget Lindhardt og Ringhof – og tak for det!

Hvad får man, hvis man blander en knivspids gamle græske myter, med en teskefuld nutids efterskoleliv, en håndfuld scifi, 2 dl natur og 1 dl poesi?

Svaret er; Siri Ranva Hjelm Jakobsens seneste roman ‘Dafnesyndromet’.

Vild og intelligent scifirejse

Det er en vild, intelligent og fabulerende scifirejse i hvidt, forlaget Lindhardt og Ringhof kaster efter os læsere. Og jeg er ret begejstret, selvom jeg også er sikker på, at jeg ikke fanger alle de referencer romanen indeholder. Men det gør ikke noget, når man skriver så sanseberusende et sprog som Siri Ranva Hjelm gør. Det betyder dog, at det ikke er en roman for alle og enhver. Romanen kræver noget af sin læser, man skal være villig til at acceptere ret abstrakte og langt-ude ‘virkeligheder’.

Miki tager på efterskole

"Skolens hovedhus burde ligge for enden af en lang allé og bag en esplanade af høje lindetræer. Man burde gå ad alléen mellem markerne, langsomt i lyden af det modne korn, og gennem løvplettede, kølige skygger få det første glimt af hvidkalkede længer og sorte, gnistrende tegl.
Sådan er det ikke."

En truende start på en roman, hvor tingene ikke er, som de bør være. Miki tager på efterskole, “et ombygget gods, en aktiv bedrift med marker og dyr. Der dyrker man jorden og tager på natteløb i engene. Man synger i kor. Opholdet skal tykne hans blod og give hans hud den rosa fedme, man får af at være i naturen”. Han efterlader sin mor, der tilsyneladende ikke har de store følelser i klemme i forhold til sønnens afrejse. Langsomt udfolder der sig en fortælling,  hvor det forstås at både Miki og hans mor er ‘anderledes’.

".. Han har samlet på lugtene altid, nyder at kende og kategorisere dem. Som barn nød han også at frembringe dem. Blod, lort, neglens hornpartikler. Når han fandt snavs i lejligheden, gned han det i håndfladen som en lille, sjælden gave. Han kunne være glad med sådan en lugt i hånden."

Mor bliver en bille og Daphne flygter stadig fra Apollon

Det er også fortællingen om Mikis mor, der 137 år gammel i år 2132 interviewes om sin krop og sin søn. Hun har udviklet en anden fysiognomi end andre homo sapiens, og udvikler sig stadig. Hun er nymfen.

"Egentlig er det altet, man elsker. Universet. Alt muligt. Og den gensidighed - når universet er tiltrukket af dig, når det elsker dig igen - dét er den store kærlighed. Så kan der ske de mest fantastiske ting. Det er jeg jo selv et fremragende eksempel på."

Til slut er det fortællingen om nymfen Dafne, der for at undslippe guden Apollons greb, forvandler sig til et træ – og forbliver et træ – i hvert fald i den klassiske myte.

"Jeg er et hjerte i skoven
hjertet bag barken"

Moderskabet og naturen

Det er en roman, der tager fat om forholdet mellem mand og kvinde, om magt og afmagt, om naturen og udvikling. Det er i høj grad også en roman om moderskabet – endnu en – dem er der kommet en del af. Her er det, det ‘kolde’ moderskab. Jeg ved ikke, hvor godt jeg synes de tre dele, hænger sammen. Men det kunne vist ikke skrives anderledes.

Romanen minder mig om Charlotte Weitzes ‘Rosarium’, Olga Ravns ‘Celestine’, Sharnush Parsipurs ‘Kvinder uden mænd’ – særligt novellen om kvinden der bliver til et træ.

Romanen kommer i en tid, hvor det oldgræske er oppe i tiden. Den oldgræske Sappho er gendigtet af flere omgange i år, ligesom Temaet på Golden Days er græsk antik. På samme tid er det en tid, hvor naturens tilbagegang fylder enormt. Fortiden og naturen vil os noget, og ‘Dafnesyndromet’ lander perfekt, sanseligt og saftdryppende midt i alt det. I like, but its not for everyone.