Nyheder,  Ture

Nexø ‘Under åben himmel’

Sted og litteratur kan være tæt knyttet sammen. At opleve litteraturen i de landskaber den beskriver, forstærker, forstørrer og fordyber oplevelsen med litteraturen.

Jeg går og drømmer

Vinterferiens første dage blev tilbragt på min fødeø, Bornholm, og gik bl.a. ind i de landskaber Martin Andersen Nexø beskriver i sit erindringsværk ‘Under åben himmel’. Jeg går og drømmer om at arrangere en tur i Helvedes- og Paradisbakkerne, lige netop i Martin Andersen Nexøs let springende vogterfodspor fra barndommen.

Landskabet og fantasien

At gå her i bakkerne mellem vinterbrun lyng, gråblå klipper, og gyldent græs, mellem sære stednavne ‘Troldstauerne’, ‘Heksens dør’ og ‘Dybedal’, kombineret med Nexøs ord tilføjer helt andre lag til oplevelsen af litteraturen og ikke mindst stedet.

De mørke småsøer og Gamledam, som slet ikke er så gammel, ligger og glimter i sollyset og truer med mørkt vand. Nexø beskriver dem i ‘Under åben himmel’ som; “Sorte vandhuller under ludende klippevægge og med uhyggen rugende over sig i skikkelse af sagn om ulykkelige kvinder, der havde søgt den sidste tilflugt her for sig og barn. Deres sjæle spøgede endnu over det sorte vand”.

Klipper, mos, lyng og lav enebær

Fortællingerne skildrer barnelivet i landskabet; “..vi kravlede op over klippebrynet og banede os vej ind gennem det vilde stenlandskab bagved. Dengang var der ikke meget skov inde bag Helvedes- og Paradisbakkerne; Klippen herskede i store blå og rødlige felter, indrandede af mos og lyng og lav enebær ..<>.. Herinde var der nok af ting, der kunne få et drenghjerte til at banke”. Det er præcis det landskab man kan opleve i bakkerne; åbne områder med lyng, klipper og vilde graner i blæste former. Et landskab der kan få både unge som gamle, drenge- og pigehjerter til at banke.

Vil du med?

Tænk at vandre her i dette landskab, med en gruppe mennesker og dele litteraturen og naturen. Det er vist en mission jeg må gøre noget ved. Turen skulle selvfølgelig også bringe os til Martin Andersen Nexøs Mindestuer og på fordybet vandring langs kysten med lydsporet fra Danske Digterruter som udgangspunkt for samtale og nærvær. Vil du med? Send mig en hilsen via kontaktformularen, hvis du synes det lyder spændende.

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *