Nyheder,  Omtaler

Naturnærvær for byboer

Anna Skyggebjergs ‘Naturnærvær for byboer’ er med naturlig glæde modtaget fra forlaget Peoples Press

Jeg kan vist ikke kalde mig byboer, her i Allerød omgivet af skov og marker. Men alligevel kan jeg godt have glæde af og sætte pris på, de tanker Anna Skyggebjerg så gavmildt deler ud af i ‘Naturnærvær for byboer’.

Genfortryl din hverdag

Den lille grønne sag med undertitlen, ’48 små ritualer, der kan genfortrylle din hverdag’, åbnes med en indledning, der handler om at finde tilbage til sig selv. At finde tilbage til noget intuitivt og nærværende gennem naturen. Skyggebjerg fortæller om, at have glemt og undertrykt sine egne ‘bløde’ impulser i en verden, hvor omgivelserne lærer os, at vi skal være effektive og rationelle. Det sidste er mine ord, men det er i bund og grund det, det handler om.

At trodse skammen og overgive sig til kærligheden

Vi lærer at være kritiske og ikke lade os overvælde og begejstre. Jeg forestiller mig, at det et billede mange af os kan genkende? Jeg husker tydeligt, at være blevet slået i hovedet med, at være ukritisk og synes alt var godt, som barn. Men den barnlige glæde, begejstringen og evnen til at lade sig overvælde kan noget. Lad os kalde det hengivelse. I følge Anne Skyggebjerg handler det om, “at trodse skammen og at overgive sig til kærligheden… Hvad der giver mig uendelig glæde og meningsfuldhed.” 

Genopdag de små ting

Det budskab falder i god jord hos mig. At finde tilbage til noget ægte inde i sig selv og åbne sindet for alt det fantastiske der er omkring os. Efter Indledningen følger så en mængde (48) gode råd eller ritualer fra Skyggebjerg, om hvordan vi kan invitere glæden ind, og åbne for naturen i hverdagen. Det er ikke sådan at der bliver opfundet dybe tallerkener i bogen, men Skyggebjerg peger på en masse små ting, vi hver især kan have glæde af at genopdage eller genfinde i nærvær med naturen. 

I 2018 udkom Anna Skyggebjergs ‘Gå tur, om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden’. En bog jeg havde meget stor glæde af at læse, og fandt meget genkendelse i. Jeg må indrømme at umiddelbart tiltaler formen og indholdets dybde mig mere i den, end i ‘Naturnærvær for byboer’. Sidstnævnte mangler i min optik lidt mere dybde. 

Det smukkeste budskab

Men budskabet i ‘Naturnærvær for byboer’ er til gengæld så fint. Skyggebjerg skriver det i sin indledning:”.. Fortryllelsen kan opleves alle vegne, også der, hvor du bor” – og jeg vil gerne fortsætte den sætning med at sige, det handler bare om at gå ud ad døren og se den. Med Skyggebjerg i hånden, får du 48 små ritualer til at genfortrylle din hverdag. Det handler bare om at gøre det.

Læs flere omtaler her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *