‘Miniaturer’ af Carsten René Nielsen og Mette Norrie

‘Miniaturer’ er til minimalistens store glæde modtaget fra Forlaget Ekbátana

Første gang, anden gang…

Nogle gange skal man huske, at en gangs læsning ikke er nok. Nogle gange kan du som læser snyde dig selv, fordi noget ved første læsning ikke lige ramte. Sådan har jeg haft det med ‘Miniaturer’. Første læsning afslørede en samling lette digte, med søde illustrationer. Og det er vel godt nok, men også lidt for let, troede jeg.

Anden læsning ramte dybere, her blev digternes miniatureform mere klar for mig. Der kom spørgsmål til; hvad kom først? Tegning eller digt? Øje eller pen?

• 

• 

Så kom dybden til mig

‘Miniaturer’ er mere end bare titlen på værket, det er også værkets form. Formatet er både på billede- og digtsiden minimalistisk. Mette Norries illustrationer i sort-hvid, tegnet med tynd tusch, væver sig ind i digtene og lægger lag på digtenes fortælling. Der er noget ved digtenes korte form, der næsten minder mig om haiku, som f.eks dette Basho-agtige billede;

Mørk måne:
En sort klokke
der suger al lyd til sig,
når den ringer

Andre digte minder mig om store poeter som Benny Andersen eller Piet Hein, med en underfundig lune og enkelhed

Danske næser
bliver snart alle
oversat til engelsk
og så er det slut
med at lugte
på dansk.

Tredje gang, ‘Miniaturer’ er solgt!

Nu ved tredje læsning afslører den lille ‘Miniaturer’ et mindre hav af æselører (ja, dem bruger jeg stolt). Samlingen har bidt sig fast, med linjer som;

Vi længes alle efter et år,
hvor de eneste nyheder er,
at træerne har skrevet sig ind
i historien, at sneen
har fået sit eget ministerium.

Husk det nu, læs digtene igen, og igen, og igen. Giv dem en chance for at vokse og blive smukke i verden. For flere omtaler af bl.a. digte, så læs med her