Nyheder,  Omtaler

Marlen Haushofer ‘Væggen’

En kvinde er på weekendtur i bjergene i Østrig med et vennepar. En aften tager parret ned til byen, kvinden bliver i hytten og næste morgen er alt forandret. Kvinden er alene i verden.

"Sådan drev jeg rundt I martsdagenes  fugtige glans, som havde lokket blomsterne for tidligt op af jorden. Anemoner, kodriver, lærkesporer og smørblomster. Alle var de meget yndige og skabt for at glæde mig".

Spærret inde på bjerget af en væg, der pludselig er opstået omkring hende. Væggen er usynlig men upenetrerbar.

"I dag, den femte november,  begynder jeg på min beretning. Jeg vil skrive alt ned så nøjagtigt som muligt. Men jeg ved ikke engang,  om det virkelig er den femte november i dag."
Sådan indledes romanen, som en registrant over hændelser, hvis unøjagtigheder vi ikke kan vide med sikkerhed.  "..og jeg er bange for, at der er meget, der i min erindring tager sig anderledes ud, end jeg virkelig oplevede der".

Jeg’ets optegnelser

Denne registrant og jeg’ets optegnelser udgør læseoplevelsen i ‘Væggen’, som er en helt unik bog, i sin undersøgelse af ‘hvad er et menneske’.  Hvad sker der, når mennesket står alene tilbage? Hvad er sproget? Hvad er ansigtet? Hvem er jeg?

"Jeg er en dårlig robot, jeg er stadig et menneske, som tænker og føler, og jeg vil ikke kunne vænne mig af med nogen af delene".

..da der ingen andre samtaler er mere..

"Derfor sidder jeg her og skriver alt ned  som er sket, og jeg er ligeglad med, om musene æder mine optegnelser eller ej. Det drejer sig kun om at skrive, og da der ingen andre samtaler er mere, må jeg holde den endeløse monolog i gang."

“Da der ingen andre samtaler er mere..”, fortsætter ‘jeg’ med skrive. Tankerne må ned og ud, de kan ikke blive ved med at flyve ubrugte, usagte rundt i hovedet. Ensomheden må være enorm. Vist er der hunden, kattene og koen. Men svaret herfra er jo kun fysisk, et strøg eller øjne der kigger. Tænk ikke at tale med nogen, på nogen måde mere.

Jeg kunne roligt lægge mit ansigt bort..

"Da der ikke levede noget menneske mere, som havde kunnet elske dette ansigt, forekom det mig helt overflødigt... Jeg kunne roligt lægge mit ansigt bort, der var ikke brug for det mere".

… Det er en virkelig, virkelig læsværdig roman, tidløs og flot. Der sker ikke noget, vi følger bare ‘jeg’ alene med dyrene på bjerget. Så flytter hun på sætteren, så i hytten igen. Dyrene kommer og går, kragernes kommen bliver hendes tidsmåler. ‘Jeg’ udforsker stedet og omgivelserne,  men omsorgen for de få levende dyr begrænser hendes færden. Tiden går, vinter og vår.

Et stykke feministisk litteratur

Men det er også et stykke feministisk litteratur, kvinden er alene i verden, hun tænker; “Hvis alle mennesker havde været af min slags, ville der aldrig have eksisteret en væg, og den gamle mand havde ikke behøvet at ligge  forstenet ved sin brønd. Men jeg kan forstå, hvorfor de andre altid har været i overtal. At elske og sørge for et andet væsen er en meget besværlig sag og langt vanskeligere end at dræbe og ødelægge”. Så er det sagt.

At være det sidste menneske i naturen

I 1963 udkom ‘Væggen’ i Østrig,  forfatteren fik Østrigs store litteraturpris for den, og så gik bogen ellers bort i glemslen. Heldigvis opdagede Gyldendal den og har nu udgivet den i klassikerserien Skala. Med i bogen følger et klogt efterord af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild, som selv har skrevet om at være det sidste menneske i romanen ‘Alle himlens fugle’.

Og omkring det hele står naturen. Vibrerende, tavs og levende, fuld af medværen.

"Så satte jeg mig på bænken og ventede. Engen faldt langsomt i søvn, stjernerne kom frem, og senere stod månen højt og druknede engen i sit kolde lys". 

Romanen er en del af Gyldendals Skalaserie, og udkom i 2021. Læs omtaler af andre spændende udgivelser her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.