Nyheder,  Omtaler,  Poesi

Jacob Skyggebjergs digte

Jacob Skyggebjergs digte er modtaget med lyrisk nysgerrighed fra forlaget Gladiator

‘Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne’

Det er ikke den mest mundrette titel, Jacob Skyggebjergs digtsamling har, men sådan hedder den altså. Det er Skyggebjergs debut som lyriker, og han kan virkelig skrive. Han skriver bare så højt i disse digte, bruger kraftudtryk, udråbstegn og ‘fed tekst. Det føles indimellem som at læse ‘råb’, men det er selvfølgelig intentionen. For dette er en slags opråb.

Den unge høvding havde valgt

Digtene er en sørgesang, et mismodigt opråb om verdens sande tilstand. Det hele begynder med en lille kærlighedshistorie.

Og der gik ikke længe
før det kun var os der dansede
og hele stammen stod og så på
de vidste det:
den unge høvding havde valgt

Om jeg’et er forfatteren selv (der på samlingens flap kalder sig selv en ‘fandens karl’ og macho) eller ej, det er svært at vide. Men samlingen starter med det her kærlighedsforhold, og ruller derfra ud i en bekymring for naturen, og en arrig samfundskritik. Det konforme får en på nakken, politikerne får tæsk, det blinde øje skammes ud, og ikke mindst individets påkaldte rettigheder kværnes.

Poesi der ikke lyver

I et interview fortæller Jacob Skyggebjerg ‘Digtet bruger poesien til at spejle den virkelighed, man som beboer i den forhåndenværende civilisationstilstand lever i – en virkelighed, der hele tiden trænger sig på, og som det er en kamp at blive fri for. En virkelighed, der dræner en. Vi lever i et bombardement, naturligvis af reklamer, men også af vore medmenneskers frustrationer. Det er en poesi, som ikke lyver.’ Digtene går i krig mod individualismen, materialismen, migismen, hele det selvcentrerede samfund, mens det samtidig påkalder sig retten til at udtrykke sig, som det vil.

Musikken i sproget

Samlingen er blevet til med stor inspiration fra musikkens verden ‘skrift er, også via dets forbindelse med sprog og sprogets lyd, generelt tæt forbundet med musik’. Det mærkes og det kan ikke undgås som læser, at blive suget ind i strømmen af tiltagende vrede, og føle rytmen. Og det er ret fedt. Det er bare også ret vredt.

Til samlingen findes også en oplæsningen af digtene på SoundCloud, men jeg må indrømme at den altså ikke gjorde noget for mig. Jeg kan simpelthen ikke tyde hvornår det er satire og hvornår det sagte er oprigtigt – om det på noget tidspunkt er oprigtigt.

Hvad er løsningen?

Når jeg læser ‘Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne’, fremstår de for mig som digte, der går imod den antropocæne tidsalder, hvor mennesket og dets behov er i centrum. Som digte der påkalder et alternativ. Jeg ved bare ikke hvilket alternativ, de påkalder? For Jacob Skyggebjerg kommer ikke med noget løsningsforslag, så vidt jeg kan læse.

Taler poesien sandt?

Måske forstår jeg bare slet ikke disse vrede, ironiske digte, men de optager mig alligevel. Jeg vil gerne læse dem med andre, hvad siger I? Skal vi ikke læse digte sammen? Mennesker der mødes, læser poesi sammen, kommer til nye forståelser og sandheder sammen i poesien, bliver det hele så ikke lidt bedre?

Måske er tanken om en poesilæseklub, blot en litterær fællesskabers dagdrømme? 

Læs flere omtaler her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.