Jac på vagt

Flemming Palle Jacobsens ‘På vagt for bælgmørket’ blev udgivet på Borgens Forlag i 1990

Selvom F. P. Jac var storbyforfatter og -menneske, har jeg slæbt ham ud på landet, midt på en mark. Det er ikke grebet helt ud af den blå luft. Jac blev gift med Bodil i 1991 og flyttede til Allerød,  skiftede storbyen ud med ‘landet’ og roen. ‘På vagt for bælgmørket’ lander midt i dette skifte. Bogen starter med overskriften ‘Indgangsbøn’. Stemningen er sat, det er noget stort og helligt der er på færde her, et værk over det liv, der indtil nu er gået.

Indgangsbøn

"Det kan skyldes mørke, min alders synlighed.
Jeg vil prøve at høre efter, mens alt pilles ned, jorden der flyttes, bøgerne der nu kun er rum.
det kan skyldes mørke, så vagtsom ved sin skygge,
en pilekvist der sover, en sø der hviskes til.
det er så forståeligt, et bjerg ligger bag mig,
en fæstning står i ramme,  bjælkerne er hamret fast.
det kan skyldes mørke, sådan her begyndte det."

Samlingen er et erindringsdigt,  skrevet på et hårdt levet liv, i en ung alder. Jac var 35 år i 1990, men et ungdomsliv i drukkens tegn havde sat sine spor. Efter ‘Indgangsbøn’ kommer ‘Den tapre lydighed’ om de tidlige år i selskab med bl.a. hans bror og familien.

Barndommens lys

"Dit solskinshår, jeg husker det fra billeder, i din skygge,
jeg fulgte slagets gang,  dine spor var min viden,  og kammerat,
den lune vind, dagens korte seen, som vi husker hinanden i søvn".

Jeg tænker på hans erindringer ‘Fortælleren blev senere sig selv’. Der er mange af de samme billeder med, bare endnu mere lyrisk beskrevet her. Billeder der viser Jacs store kærlighed også til sin bror.

Jeg vakler verden hele tiden

Næste overskrift er ‘Skarnstaler’. Forfatteren er blevet ung og egenrådig,  vil ‘synge latteren til døren’ og åbne en dåseøl. ‘Skarnstaler’ er ungdomsoprøret, seksualiteten, den brugte krops vaklen. “Min eneste ro, jeg vakler verden hele tiden”. Men det er mere end ungdommen,  det er livet, der leves og skal leves og leves.

"Vi går forbi klubberne, i dag går vi ind i landskabet,  vi ser,
det er jo bare kulisser,  nødløgne og vækkelser,  muren er brudt nu,
hvor længe spurgte du, den lune bider stadig,  denne glemsel.

Men jeg står over, den sol må jeg se i havestolen,  dette bud."

Det vokser ud af mig hver dag

Vi følger atter Jac ned ad mindernes allé, livet som buddreng, mor og far. “Det er ikke så sort og hvidt, alderen går til hjernen,  man lytter”
Og fortsætter;

“Lad mig nu få min hule, accepter det, jeg vil forædle en grobund,
der vokser ud af mig hver dag, en lukket rigdom, slet ikke tavs….
Det vokser ud af mig hver dag, så påtrængende lige nu.”

På vagt for vælg mørket

Jeg kan blive ved, de smukke, store sætninger trænger sig på, men samlingen slutter under overskriften  ‘Endelige rum’. Og det føles uendeligt endeligt, måske fordi det i sidste ende var det. Men heldigvis ikke på dette tidspunkt.  Jeg vender tilbage til samlingens titel; ‘På vagt for bælgmørket’. I mit hoved hedder den også ‘På vagt for vælg mørket’ – som i at være på vagt for ikke at vælge mørket. Jac løfter blikket ud på livet, vogter for bælgmørket, og slutter med;

"Nu vil jeg ud på landet,  nu vil jeg sgu se i et edens spejl.
Snart vil det blive nytår.
Snart vil det blive nytår. "

FP Jac blev 53 år, døde pludseligt i 2008 og nåede at give os uendeligt meget smuk, livssprudlende og udfordrende lyrik inden da. Læs selv og læs flere lyrikanmeldelser her