Hulemennesket af Peter Løhr
‘Hulemennesket’ er med stor tak modtaget i et næsten Lundbyesk nordsjællandsk landskab fra Forlaget Gyldendal
Modsætninger mødes i en og samme person, når Peter Loehr fortæller maleren, Johan Thomas Lundbyes historie i ‘Hulemennesket’. Lundbye var en af den danske guldalders helt store malere. Nogen siger den største. Det gjorde han jævnligt også selv, og til andre tider følte han sig som ingenting. Denne dobbelthed, maniodepressivitet, er kernen i Loehrs portræt, af Lundbye.
Langt væk hjemmefra
“Men nu er jeg så langt hjemmefra som aldrig før, så langt fra en ven, så fuldstændig glemt og overladt til mig selv. Så langt inde i hulen, at jeg helt er holdt op med at spise”.
Kunstneren døde under mystiske omstændigheder i en alder af blot 30 år. Det er endnu uafklaret, hvorvidt der var tale om selvmord eller det påståede vådeskud. Døden indtræffer på den jyske hede i 1848, Danmark står overfor krig, og så dør det unge geni, kendt som nationens største maler.
“Ikke ham, ikke ham, gisper Grundtvig, mens han stirrer op på lærken, der triller energisk i den stigende sol.”
Det milde kunstnersind og storhedsvanviddet
Med ‘Hulemennesket’ har Peter Løhr skrevet en fængslende roman om det sårbare milde kunstnersind parret med periodisk storhedsvanvid.
“Du skal gøre ham færdig. Du er den nye Jesus…. Han gik ud i ensomheden for at finde svar. Du gik ud i det yderste landskab længst inde i din hule. Verden er endnu ikke frelst. Og hvorfor ikke gennem dig Johan?”
Jeg slugte romanen råt. De mange dialoger og Lundbyes indre monologer fremstår helt ægte og nærværende. Fascinationen af Kierkegaard og Grundtvig. Det store venskab med kunstnerkollegaen Jens Adolf Jerichau, der knuses ved ankomsten til Rom. Thorvaldsens datter der bejler til ham, og Marstrand der bor som en mytisk kæmpe nedenunder ham. Alle fremstår de troværdige, og som ægte mennesker med alt hvad dertil hører. Alle har de fejl og svagheder, helt som han selv og som alle os andre.
Naturens tale
Udover den flotte dialog og portrætterne, har jeg været meget optaget af Peter Løhrs beskrivelser af naturen. Naturen er både inspiration for Lundbye, men den spiller også en stor rolle i hans syner. På et tidspunkt i romanen befinder Lundbye sig på taget af Peterskirken, hvor han overvældes af sine forestillinger om sin forbindelse til gud og naturen. Lundbye ser bøgetræer skyde op, tolker ravnens kalden som guds talen. Det er vildt flot skrevet.
Og hvem forstår naturen som dig? Du er selv som naturen. Dine evindelige svingninger. Det er fordi årstiderne bor i dig. Safterne der stiger og synker, og du kan tale med dyr og planter’.
Tre exofiktive danske romaner
‘Hulemennesket’ er den tredje exofiktive kunstnerroman, jeg har valgt at læse i år. Tre meget forskellige romaner om tre meget forskellige kunstnere, der har huseret indenfor det samme århundrede. Hammershøj, Zahrtmann og Lundbye.
Da jeg først kom igang med læsningen, åd jeg romanen i løbet af to dage. ‘Hulemennesket’ får min varmeste anbefaling, for et portræt af den modsætningsfyldte kunstner og det splittede menneske Johan Thomas Lundbye.
Læs flere omtaler her
