Nyheder,  Omtaler

‘Havet omkring os’ og ‘Havbrevene’

‘Havet omkring os’ og ‘Havbrevene’ er med blide skvulp og kærlighed modtaget fra henholdsvis Gads Forlag og Lindhardt og Ringhof
"Al begyndelse har en tilbøjelighed til at være dunkel, og sådan er det også med skabelsen af havet, alt levendes oprindelse" - 'Havet omkring os' af Rachel Carson

Rachel Carson har skrevet et værk, som ikke blot fortæller havets historie, men hele klodens, ja universets historie. Bogen sætter havet og os, i forbindelse med solen og månen og vindene og kontinenterne. Rachel Carson får med sin gennemgang af havet fra ‘den grå begyndelse’, med blide skvulp over bølgerne, mørket i dybet, floderne i havet, strømmene, kontinentalpladernes skubben og massen, blæst os langt ud til havs og tilbage til rolige vande med sikker pen.

Havbrevene

"Atlanterhavet (- A)
180 millioner år. Gammelt og brøsigt, men ikke uden ømhed. Elsker universet. Intet kan længere overraske dette hav.

Middelhavet (- M)
5 millioner år. Lillesøster til Atlanterhavet. Elsker at glitre, Ikaros, og når stor dyreflokke strømmer afsted."

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet et lille stort værk om disse to haves relation og indbyrdes strømmen. Havene personificeres, samtaler om jorden og menneskene. Om Ikaros.

Dobbeltportræt i hav

Jeg har læst disse to fantastiske bøger parallelt og vil her forsøge at lave et dobbeltportræt af dem, da jeg synes de komplementerer og uddyber hinanden på fineste vis.

"Havet har altid udfordret menneskets fantasi.. "

Sådan indledes ‘Havet omkring os’ af Rachel Carson, og ja det udfordrer i hvert fald min fantasi. Men kan en bog om havet fra 1967 læses med mening 2021? Det korte svar er ‘ja’! Når marinebiolog Rachel Carson har skrevet den, så bliver den fuld af mening, også selvom vi på visse områder ved mere i dag end i 1967. Som jeg skriver i indledningen, er bogen ikke blot en beskrivelse af havet, men af hele universets store sammenhænge og dermed også menneskets sammenhæng.

"Historien er bygget på vidnesbyrd hentet fra jordens allerældste klipper, som var unge, da jorden var ung, og på andre vidnesbyrd, der er skrevet på jordens følgesvend, månens ansigt." - Rachel Carson. (SUK, hvor er det bare smukt og poetisk skrevet!)

En dialog i havet

Da Rachel Carson udgiver bogen er man kun i det små begyndt at få øjnene op, for de farer vi som mennesker udsætter havet for, og her samler ‘Havbrevene’ op. ‘Havbrevene’ er en slags poetisk statusrapport over havenes tilstand under menneskenes påvirkning.

"Kære M. 
Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. "I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested". Sådan skriver hun. Jeg ved ikke hvad hun mener med dét. Jeg synes hun er begyndt at virke lidt ustabil" A. - Havbrevene 

"Det er med en sælsom glæde, at man oplever, at fugle fra vildmarken kommer og sætter sig på skuldrene af en, og den oplevelse kunne man have oftere, hvis ikke mennesket var så farligt for sine omgivelser" - Citeres den engelske ornitolog David Lack i  'Havet omkring os'.

Rachel Carson udgav sit hovedværk ‘Silent Spring’ (om pesticider og konsekvenserne af brugen af dem) i 1962. Så selv om hun måske ikke har været klar over havenes tilstand, har der været en forudanelse om at naturen var i fare. Denne forudanelse fornemmes også i citatet ovenfor, om hvor farligt mennesket er for sine omgivelser.

De planetære strømme

Sprogligt står begge udgivelser både smukt, ildevarslende og poetisk. Med ‘Havet omkring os’ får læseren et vidunderligt og eventyrligt, magisk indblik i livets opståen og afhængighed af universets uforståelige kræfter. Rachel Carson skriver “For de store havstrømme står i intim forbindelse med alle disse kosmiske kræfter, og det er derfor berettiget at betegne dem med det adjektiv, jeg helst vil bruge om dem, nemlig de planetære strømme”. For første gang og for alvor, går universets og altings store sammenhæng op for mig, som individ. Rachel Carson tilbyder det store billede, hvor intet er statisk, alt er dynamisk, intet er konstant og dybderne nærmest uendelige.

"Kære A.
- Men var det her, hvad jeg ville?
Engang lå jeg fed og yndefuld som silke. Dagen lang lå jeg i min glitrende kjole og nynnede. Var dét mit inderste væsen? Hvis det var, ønsker jeg ikke at glemme det.
M."

Læs, læs, læs

Jeg får lyst til at blive i denne bølgende dialog mellem have og mennesker. Bøgerne bør læses sammen med en anden af sommerens fantastiske udgivelser; Dorthe Nors ‘En linje i verden’, der går i dybden med havet og de mennesker der laver af og ved det. OG hvis du ikke har læst Morten A. Strøksness’ ‘Havbogen’, så gør også det.

Læs, læs, læs ‘Havet omkring os’ og ‘Havbrevene’. Det er vigtige bøger, vigtige italesættelser, vigtige forståelser. Intet er dynamisk, forvent ikke stilstanden, alt er konstant foranderligt og det er så vildt!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *