Bogen 'Den lille vilde' fotograferet ved vand
Nyheder,  Omtaler

‘Den lille vilde’

‘Den lille vilde’ er modtaget med naturlig glæde fra Politikens Forlag

Det er tidligt på sæsonen, men ‘Lille vilde’ har ligget og spiret her på min bogreol. Jeg måtte have den med ud på tur, før den for alvor slog rod. Jeg er ingen sanke-ekspert, men jeg vil gerne kende naturen. En måde at lære naturen at kende på, er sankning. Så i slutningen af marts begav jeg mig med april-maj i lommen læsende ud i naturen. Jeg gik mens jeg læste introen, der fortæller om bogens tilblivelse, opbygning og om biotoper.

Vejviser til den uerfarne sanker

‘Den lille vilde’ er blevet til i samarbejde mellem sankeekspert Thomas Laursen og fotograf Jannick Børlum. Sidstnævnte ønskede at lære naturens ressourcer bedre at kende, men manglede en introduktion og vejviser til den uerfarne sanker. Det blev til bogen ‘Den lille vilde’.

‘Den lille vilde’ består af fire små lommestørrelse bøger, samlet i en smuk kartonæske. Der er virkelig arbejdet med udtrykket i denne udgivelse, det ‘rå’ karton, bøgernes sider i ligeledes tykt papir. Det er æstetisk lækkert. Bøgerne vil formodentlig hurtigt få brugsspor, græs, vind og regn hurtigt vil mærke dem. Men lur mig om ikke det er en del af strategien, for hvad er smukkere end en godt læst bog.

Biotoper, duft og smag

Hver bog udgør sin årstid (måned), og hver bog er inddelt i biotoper, altså naturtyper.
Til hver udvalgt plante findes et billede af planten selv og af dens levested. Det giver den uerfarne sanker en fornemmelse af de omgivelser planten kan findes i. Alle planter omtales efter følgende overskrifter: Kendetegn, findested, duft & smag, anvendelse og forveksling. Opbygningen er således enkel og overskuelig. Planterne der omtales i bogen er alle spiselige. Dette udelader selvfølgelig alle de uspiselige, men ikke mindre interessante planter man møder undervej, dem må man finde et andet sted.

Hvorfor en bog?

Vi lever i en tid, hvor der er masser af apps der kan ‘det samme’ som denne bog, så hvad skal den? En bog kan noget andet end en app kan. En bog kan give et enkelt og afgrænset udvalg, og med relativt kort tekst pirre din nysgerrighed. Bogen præsenterer en slags basisviden, og når først du er bekendt med bogens udvalg, kan du søge videre efter det mere eksotiske. Jeg tror at ‘håndbogen’ stadig har en berettigelse. Fordi den har sider af papir, fordi det her er ret let at danne sig et overblik over det samlede emne. Kombinerer man bogen med fx app’en ‘Vild mad’ så er man i min ydmyge optik godt klædt på. Hvis man så oveni topper det med en sanketur med et ægte menneske, så er man godt på vej som sanker.

Med ‘Den lille vilde’ i hånden får du mulighed at gå ned i tempo. Bogen tilbyder en lille nysgerrig rejse, hvor du kan synke ned på knæ og undersøge dine naturlige omgivelser, i stedet for blot hastigt at gå forbi al skønheden. For andre omtaler, så læs videre her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *