
Darwin og arterne for børn
“Charles Darwin – Arternes oprindelse’ er med barnets store nysgerrighed modtaget fra Forlaget Albert.
Mathilde og jeg har læst “Charles Darwin – Arternes oprindelse”. Bogen er et udlægning af Darwins klassiske hovedværk genfortalt for børn og fint illustreret af Sabina Radeva. Sabina Radeva er uddannet i molekylær biologi og illustrator. Gennem bogen får barnet en ide om, hvordan arter forandrer sig over tid.
Giv plads til samtalen undervejs
Bogen introducerer begreber som arter, racer og variation. Det er en bog der kalder på dialogisk læsning. Der opstår masser af tanker og spørgsmål i det lille hoved undervejs – såmænd også i det store hoved. På den måde byder bogen på et fælles rum, hvor vi kan samtale om livet på jorden, giraffens hals og visse fugles krumme næb.
Således åbner bogen for en refleksion over, hvilke forskelle vi kan huske mellem fx fugle. At fx andefugle og gråspurve jo kommer fra dem samme stamfugl, men så har tilpasset sig og udviklet sig. Det gav nogle fine aha-oplevelser.
Glatis og fejlopfattelser
Der er tale om en fagbog for børn, og ordvalget bliver ind imellem lidt udfordrende. Ordet ‘arbitrært’ optræder blandt andet. Der kom jeg da lidt på glatis. Til sidst i bogen findes afsnittet ‘Fejlopfattelser’, her fremgår det bl.a. at Darwins teori ikke omhandler livets opståen – det er stadig et mysterium – men livets udvikling. Den var meget god at få på plads.
Den otte-åriges vurdering
Mathilde på 8 år siger, at hun synes; ‘Det var mest det her med, hvordan de har tilpasset sig. Det med at de kommer fra det samme, men er forskellige racer. Ligesom med mennesker, at vi ser forskellige ud og vi stammer fra forskellige mennesker’.
Mathilde giver bogen fem ud af seks mulige svampe
Læs flere omtaler her

