Nyheder,  Omtaler

Daniel Dalgaard ‘Sfinx’

Daniel Dalgaards ‘Sfinx’ er på gådefuld vis landet i undertegnedes hænder fra Forlaget Gutkind

’Sfinx’ er en historie om menneskeskæbner, og en historie med en konstant undertone af ubehag. Romanen er velskrevet, og kras. Men det er næppe en bog jeg har lyst til at læse igen, fordi den er så absolut blottet for håb. Den minder mig Kamilla Hega Holsts roman ‘På træk’, der også bl.a. foregår i Thailand, og også har den her undertone af ubehag. For læsegrupper er der masser af fede emner, at diskutere i romanen.

Der sker dårlige ting ..

Jeg er med på, at livet er, som det er. Der sker dårlige ting, det sker for os alle. For nogen, f.eks. som hovedpersonen Jan i romanen ’Sfinx’ er det ikke bare dårlige ting, men ret slemme ting. Jan vokser op under 2. Verdenskrig på Bornholm. Hans mor er i huset hos en kunstner og hans familie på Norresân i Gudhjem, og hans efternavn er Schnecker. Det tyskklingende navn, kombineret med hans udseende, albino og kun med et øjenbryn, gør ikke noget godt for Jan i slutningen af 2. Verdenskrig. Jan er meget alene, og følger bla. kunstnerens søn, der drager i krig på østfronten. Han følger kunstnerens hustru, hvis liv langsomt går i opløsning. Han følger livet og historierne i den lille by, nedfælder dem i sin ’rygtebog’, mens hans mor forsøger at skaffe ham en ’plads’.

En plads ved poolens krystalblå vand

Romanen indledes i nutiden med, at Jan sidder bundet til en kørestol i Thailand, ude af stand til at kommunikere med sin omverden. Hans datter og svigersøn har slæbt ham med på ferie, og triller ham ned ved poolen, hver dag. Dér sidder han så, ude af stand til at kommunikere og ser ALT. Men han deler det ikke, for det kan han ikke. Historien om Jan er hovedhistorien i romanen ’Sfinx’, den følges af flere sidehistorier bl.a. den om den backpackrejsende Thea, der er på jagt efter sin fortælling. Thea der måske vil være kunstner, men ikke tør stå ved sig selv og sine valg.

Kunstneren der ikke nævnes ved navn

Centralt i fortællingen er historien om kunstneren i Gudhjem, hvis navn ikke nævnes. Som bornholmer og med lidt interesse for kunst, går det hurtigt op for én, at det er Oluf Høsts historie der leges med. Det kunstnerhjem Jan og hans mor bliver en del af, er Oluf Høsts hjem. Det er Oluf Høsts søn, der drog til østfronten og hustruen Hedvig, der også malede og led af depressioner, der beskrives. Historien om Høstfamilien har et efterspil og en afgørende rolle i romanen, men denne del er ren fiktion. Det er en hårfin balance, det her med at blande fiktion og fakta i en roman. For mig lykkes det ikke helt her. Jeg må indrømme, at jeg bliver forstyrret som læser, når fakta (delvist tilsløret) blandes ind i fiktionen. Men det er måske fordi jeg kender Høstfamiliens historie.

En undersøgelse af mennesket

Som jeg læser romanen, er det en undersøgelse af mennesket. Hvad mennesket er i stand til at udholde, og hvor lidt kontrol vi har over livets gang. Romanens titel ’Sfinx’ kommer fra en joke Jans datter og mand har om Jan da han sidder paralyseret i sin kørestol ved poolen i Thailand; ”Hvad er det, der har to ben og to arme og fire hjul og ingen øjenbryn”. Ligesom der leges med sfinxens gåde fra klassisk mytologi. Jeg kan dog ikke helt gennemskue, hvad meningen er med dette? Er Jan sfinxen? Eller er det livet, der er den store gåde? Måske begge dele.

Et frådende hav

Romanen bærer et hav i sig; der er have der krydses, et hav der skummer over som tsunami, og et hav af skæbner. Romanens vildt flotte omslag bærer et udsnit af en turkisblå pool, og fjerner man smudsbindet viser sig et frådende, skummende hav. Måske et billede på det lille menneske overfor den vilde natur, den skæbne vi ikke er herre over, alt det vi ikke kan kontrollere. Det er lækkert lavet, godt tænkt.

Rummet mellem fiktion og fakta

Daniel Dalgaard leger med rummet mellem fiktion og fakta, hvilket nogen læsere måske slet ikke vil opdage. Der er en kras ironi, og et ubehag til stede ved det at være menneske hele vejen igennem romanen. Det er en velskrevet roman, som læser bliver du draget ind i fortællingerne om Jan og Thea, og jeg har været meget optaget af, hvad han ville med romanen, og af alt det ubehag.

Jeg er enormt splittet om, hvad jeg skal mene om den

På den ene side er den velskrevet og giver stof til eftertanke, der er så meget stof at diskutere her. På den anden side mærker jeg ubehaget og gruen dybt ind i kroppen, og på den måde er romanen en sej størrelse at skulle igennem. Dette er ikke en feelgood-roman, og det hævder forlaget heller ikke, det er barsk læsning og svær læsning. Jeg vil gerne tro på, at livet har mere at byde os, mere håb, flere tilfælde – bare små tilfælde – af lykke, end det Daniel Dalgaard præsenterer i ’Sfinx’.

Læs flere omtaler her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.