Bogen 'Til verdens ende' vises op mod en blå himmel
Nyheder,  Omtaler

På træk ’Til verdens ende’

’Til verdens ende’ af Charlotte McConaghy er modtaget som anmeldereksemplar fra @Gads forlag

Den opmærksomme læser har måske opdaget at vi er flyttet, dog ikke til verdens ende. Måske denne læser også husker, at jeg smed en kort omtale af Charlotte McConaghys ’Til verdens ende’ midt i flytterodet. Men det gør på ingen måde romanen værdighed, med sådan en kort omtale. ’Til verdens ende’ er nemlig en roman, der har optaget mig virkeligt meget.

Min mor plejede at sige, at jeg skulle se efter tegnene. ”Tegnene?” spurgte jeg første gang. ”ja, livets tegn. De er skjult overalt”. Jeg har ledt efter dem lige siden, og de har ført mig hertil, til denne båd, hvor jeg vil tilbringe resten af mit liv.

Scenen i romanen sættes i en nær fremtid, hvor alverdens dyr er stort set uddøde, grundet menneskets misrøgt af planeten. Her påbegyndes Frannys rejse, for at følge verdens sidste flok havterner, når de tager på træk fra Grønland til Antarktis.

Den ulykkelige og hvileløse menneske

For mig som læser, er det især to træk ved romanen der fænger. Det ene træk er hovedpersonen Franny. Et ulykkeligt, rastløst og hvileløst menneske. Franny er malet i bogen, så jeg mærker hende helt inde under huden. Måske har du som læser opdaget, at jeg læser med følelserne. Det betyder, at jeg har følt mig suget ind i bogen, af alle Frannys følelser. Jeg har mærket et konstant træk af ulykke, og sorg over verdens tilstand i læsningen. Det er hård kost, og det er stærk kost.

Jeg ligger i vandet og føler mig mere fortabt end nogensinde, for det er ikke meningen, at jeg skal længes hjem, det er ikke meningen, at jeg skal længes efter de ting, jeg altid har været desperat efter at forlade. Det er ikke fair at være et væsen, som kan elske, men ikke evner at blive.

Franny har hele livet håndteret tab, tab af mennesker omkring hende og nu også af de dyr hun elsker. Det at følge havternerne på træk er sigende for Franny, hun er et menneske på træk. Tendensen til at rejse, at trække, ligger dybt i Frannys rødder. Det er svært at blive på samme sted i længere tid, at slå rod og romanen vil afsløre at det har sine årsager.

Dyrenes uddøen

Det andet træk ved romanen der optager mig, er fortællingen om dyrenes uddøen. For den fortælling er måske ikke så meget fortælling, som den er et skræmmende uhyggeligt fremtidsscenarie. Sommerfuglene dør ud, bierne og alle mulige andre insekter er truede, de vilde blomster og sjældne naturtyper forsvinder. Med andre ord, verden som vi kender den er under drastisk forandring. Den antropocæne tidsalder, menneskets tidsalder, det er nået dertil hvor mennesket er ligestillet med naturkræfterne. Vores påvirkning af kloden kan ændre naturens gang.

Der er håb også ved verdens ende

Romanen som hører til genren CLIFI (climate fiction), er en spændende fortælling om liv, død og den store kærlighed der sætter mennesker fri. Det er en roman hvor digteren Byron citeres flere gange. Den virkelighed romanen portrætterer er ikke ulig den vi kender, udover dyrenes masseuddøen. Romanen er virkeligt velskrevet og dybt aktuel. Heldigvis er den ikke helt uden håb, for så tror jeg ikke jeg havde kunnet bære det. Håb må der være, også ved verdens ende.

Følg Naturnær litteratur på Instagram og Facebook og læs flere anmeldelser her

One Comment

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.