Børnebøger,  Nyheder,  Omtaler

Anne Frank og krigen

Midt mellem befrielsen og besættelsen har Mathilde på 8 år, og jeg læst tre bøger om krigen. Den ene er med befrielsens alvor modtaget fra Forlaget Albert, det drejer sig om serien ‘Små mennesker, store drømme; Anne Frank’. Serien giver nysgerrige børn en introduktion til store personligheder, og hvordan de blev ‘formet’.

Mathilde og jeg læste ‘Anne Frank’ sammen med Roberto Innocentis ‘Rose Blanche’, og ‘Mit hus – den dag freden forsvandt’ af Kirsten og Anna Margrethe Kjærgaard. Alle tre bøger fortæller om 2. Verdenskrig, men fra tre forskellige vinkler.

Anne Frank

‘Anne Frank’ er fortællingen om den lille tysk-jødiske pige og hendes familie, der må flygte fra Tyskland til Holland for at undslippe krigen. Men krigen kommer også til Holland, og familien må bo skjult med en anden familie bag en bogreol på farens arbejde. På nænsom vis fortæller bogen, at det kun er Annes far der overlever krigen. Efter krigen finder Annes far hendes elskede dagbog, og det er sådan vi kommer til at kende hendes historie. ‘Anne Frank’ er smukt illustreret i stram sort-hvid grafisk stil, af Sveta Dorosheva. Dagbogen er det eneste der gengives i farve.

..det er børnene der er kærligheden

Dette træk, at kun enkelte elementer er farvede, går igen i de to øvrige bøger vi læste. Filmen ‘Schindlers liste’ gør det samme, og det er effektfuldt. Mathilde mener, at det er fordi, “det er børnene, der er kærligheden. Men det også som om al glæden er forsvundet fra alting. Det gør det også nemt at se hovedpersonen, og det der er vigtigt”.

Rose Blanche

Innocentis ‘Rose Blanche’ fra 1985 er fortællingen om den tyske pige af samme navn, der tilfældigt finder vej til en kz-lejr tæt ved sin landsby. Hver dag smugler hun lidt mad ud til børnene i lejren. Denne bog fortælles altså fra den almindelige tyske borgers vinkel, og kan åbne for en samtale om, hvordan det var at bo her under Hitlers styre. Innocentis flotte illustrationer er realistiske, gråbrune i tonerne, og med få klare farver på blandt andet barnet, og på naturen. Det er en barsk fortælling, men læsværdig.

Mit hus – den dag freden forsvandt

Den sidste bog vi har læst er ‘Mit hus – den dag freden forsvandt’. Bogen foregår i Nexø på Bornholm. Det er illustrator Anna Margrethe Kjærgaards formidling af sin mors oplevelser under krigen, hvor Danmark blev befriet, og Bornholm besat og bombet af russerne i 1945. Her kommer altså et helt lokalt blik på krigen, og på den del, som mange danskere ikke kender til. Denne bog fortælles af barnet, og hun er den eneste (stort set) der er i farver. Stregen er naiv. De enkle blyantstegninger formidler barnets indtryk af krigen. Katten hænger i luften under bombardementet og husene vælter ud af siderne, det hele bidrager til oplevelsen af bevægelse og uro.

Samtale fremmer forståelsen

Men hvorfor dykke ned i krigen med sine børn? Ja, det er i mine øjne ret elementært; samtale fremmer forståelsen. Vi skal tale om de svære ting, og de her tre udgivelser har hver sin vinkel på krigen, og fortæller om den på hver sin måde. Børnene hører om krigen i skolen og andre steder, derfor er dialogen med dem vigtig. Alle tre udgivelser får min varmeste anbefaling. De tager et svært emne op, og fortæller ‘historien’, så vi sammen kan lære af den.

Læs flere omtaler her

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *